Ti år frem

Jeg følger en blog, aspergerinformator, af norske Helene Larsen. Her skriver hun råt og smukt om sit liv med en Asperger diagnose, selvskade, spiseforstyrrelse og tvangsindlæggelse på psykiatriske afdelinger, fordi samfundet har bestemt, hun skal leve, selvom hun helst vil dø.

At tænke ti år frem

I sin post i dag, skriver Helene om at blive udfordret til at tænke ti år frem. Først fremmaler hun et drømmebillede af det idealiserede gode liv med økologi, dyr, børn og mand – det scenarium, man forventes at forstille sig. Den ballon punkterer hun effektivt ved at henvise til sin nuværende situation som tvangsindlagt. Hun gør klart, at hendes situation er utroligt prekær og understreger, at hun slet ikke ved, om hun er der om ti år. Til sidst skriver hun dog alligevel en anden, stadig håbefuld, med knapt så idealiseret, fremtidsvision frem.

MosbergsTiÅrFrem

Helenes overvejelser fik mig i gang med min egen tankerække om den usvigelige sikkerhed, hvormed de fleste af os i den vestlige verden kan projektere os ti år frem i tiden. Som regel med en forestilling om fremskridt og alt det, vi har opnået. Måske er det absurde ikke, at nogen i en prækær situation som Helenes, udfordres til at tænke frem og konfronteres med, hvor svært det er. Måske er det snarere absurd, at alle vi andre bare tager det for givet, hvor let vi kan se os selv som bedre, mere lykkelig og tilfredse lidt længere fremme i tiden?

Priviligeret tænkning

Mit retoriske spørgsmål kan synes underligt. Siger jeg, at alt er håbløst, eller at vi alle bare skal vente på at dø? Nej, langt fra. Jeg er i stedet optaget af de forestillinger, samfundet er fuldt af om vedvarende fremskridt, og den sikkerhed hvormed vi kan tænke og selv frem i tiden som fortjenstfulde mennesker med mål og en naturlig ret til visse privilegier. Jeg ser dette mange steder – også i min egen tænkning.

MosbergsTiårFrem2

Forleden hørte jeg fx en snip af et interview på P1 med et medlem af den danske kulturelite. Manden (som jeg mener var Morten Hessedahl, men jeg er ikke helt sikker), fortalte om, hvordan han for nogle år siden havde siddet til en terapisession og brokket sig over sit liv og de ting, der ikke var endt, som han havde håbet. På et tidspunkt stoppede terapeuten ham så og sagde, “hvad havde du egentlig regnet med?” Et rigtig godt spørgsmål, som netop adresseret en utroligt priviligeret tilgang til livet. Nemlig, at tilværelsen skal forme sig, som (blade, film, bøger og samfundsdebatten lægger op til at) jeg forestiller mig,  hvis ikke bedre. Ellers er det for dårligt. Terapeutens spørgsmål ramte ikke bare manden, der fortalte om det, men også mig. Det borede lige ind i den utilfredshed jeg ofte kan føle over min egen livssituation.

Jeg ser også denne tækning i den måde, som flytninge ofte omtales på i den offentlige debat. Her fremstilles flygtninge som personer, der modsat os selv, skal være evigt taknemmelige for at nøjes med de smuler de kan få i en eller anden lejr i “nærområdet”. Underforstået at vi danskere (af uransaglige årsager) har et særligt privilegium og ret til sikkerhed og fremtid, som disse medmennesker pga. fødested, tro eller kultur ikke har. Det tager jeg som udtryk for, at det ikke kun er de veluddannede og kultureliten, som lever med disse (uerkendte) forestillinger om egne livsprivilegier. Det kan sagtens være at det er forestillinger under pres, hos den del af befolkningen, hvis livssituation er mest prekær, og at netop dette pres giver god grobund for xenofobi, racisme osv.

Hvad så?

Jeg er ikke ude på at kritisere hverken fremtidsdrømme, -visioner eller -håb, og ej heller  den ontologiske sikkerhed, som de fleste af os heldigvis formår at bygge op. Jeg er heller ikke ude på at sige, at vi ikke må være frustrede og utilfredse med ting i vores liv, som vi gerne vil ændre. I stedet tænker jeg, at det er en god ide en gang imellem at stoppe op og stille sig selv to spørgsmål: 1) hvilke privilegier tager jeg for givet i mit liv, 2) hvad er det for forestillinger der gør, at der er ting, som jeg er utilfreds med i mit liv? Nogle gange stammer en del af utilfredsheden og frustrationen måske fra alle de privilegier, som vi kommer til at tage for givet, og som vi kommer til at forstille os bare øges og øges. – Det er værd at tænke over og konfrontere.

MosbergsTiÅrFrem3

Reklamer

About Sara

https://instagram.com/smosberg/

3 Responses

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s