Om følelser og hvad man gør med dem

Vi mennesker er kroppe i verden, der indoptager alskens sansninger, som omsættes til indtryk og følelser af mange forskellige slags. Jeg ligger med influenza i disse dage, og forsøger samtidig at mande mig op til at skrive på et bogkapitel og læse Baumgarden og Schiller, der begge skriver om æstetik. Det interessante ved de to er, at de begge er optaget af mennesket som mere end et fornuftsvæsen. Faktisk plæderer de begge for, at oplysningstidens nye menneske må finde plads til krop og følelser for at være i balance og kunne påtage sig den frihed, som er en del af oplysningstidens projekt. Det lyder måske ikke revolutionerende i nutidens ører, men på den tid, var det en helt ny måde at se tingene på. De ser begge de æstetiske processer som det, der bygger bro mellem menneskets to modsatrettede impulser. Det, jeg lidt smart her, vil kalde fornuft og følelser. – Og selvom nogen ikke synes, at hun er fin nok, vil Jane Austen fans vide, at det lige netop er denne morale, som kommer til udtryk i romanen Sense and sensibility. Bogens to heltinder repræsenterer på den ene side for megen fornuft og for megen følelse. De skal begge igennem svære tider, hvor de lærer, at der må findes en balance, før livet flasker sig for dem.

MosbergsMoesgaard Strand

Der hvor jeg vil hen med alle denne filosofi og litteratur er, at følelser er dejlige og svære og ikke altid lige nemme at håndtere. Især kvinder er kendt for at have alt for mange og voldsomme følelser. Dettte er igennem historien blevet brugt af mænd som et argument for at diskvalificere kvindekønnet igen og igen. Derfor kan man også som kvinde nemt opbygge en vis ambivalens over for sit eget følelsesliv. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Så hvad er det lige, man gør med alle de følelser?

For lidt og for meget

Samtidens visdom om følelser går i flere retninger. Jeg ridser det lidt hårdt og unuanceret op her: Mantraet fra ungdomsoprøret, som vi på mange måder stadig lever med, siger, med god inspiration fra bla. Freud, at man skal følge sine følelser i stedet for at lukke dem inde og blive neurotisk og hæmmet. Kommer vi ud for voldsomme hændelser som færdselsulykker og den slags, bliver der fra samfundets side straks stillet en krisepsykolog til rådighed. Den allestednærværende Svend Brinkmann, på den anden side, trækker på stoikernes lære og siger: Stop med at mærke efter. Ligeledes har Lone Frank for et par uger siden i Weekendavisen skrevet om den nyeste forskning,  der begynder at  spørge, om det nogle gange kan være gavnligt for individ og samfund, at man “bare bider det i sig” og kommer videre.

 

Min egen balance

Der hvor jeg prøver at finde mine ben i alle disse modsatrettede impulser er, at jeg øver mig på at mærke mine følelser. Altså at blive klar over, hvad det er for følelser, der rumsterer i mig, og hvad jeg dermed prøver at sige til mig selv. Det lyder måske underligt, men jeg gør det faktisk for at undgå, at mine følelser løber af med mig. Altså at jeg reagerer på ren impuls fordi jeg er overvældet at ubehagelige følelser. Hvis jeg fx kæmper med at skrive på arbejdet, som jeg gør lige nu, så vil det typiske sætte en masse følelser i gang i mig. Først kedsomhed, så frustration, så præstationsangst og tvivl på mig selv, som hurtigt leder videre til fortvivlelse. Min sædvanlige opus moderanti er, at jeg går helt i stå med opgaven, når disse følelser bliver for stærke – og det gør de hurtigt for mig. I stedet foretager jeg overspringshandlinger eller bruge en masse energi på at sige til mig selv, at mit arbejde heller ikke passer til mig, og at jeg hellere må finde noget andet. Man kan sige, at jeg forsvarer mig mod følelserne eller prøve at imødekomme dem, uden at forholde mig til dem. Altså for megen følelse for at blive i Jane Austen universet. Andre gange har jeg i perioder kunnet lægge låg på, fx under ekstremt stort pres. Det fungerer bedre end den første strategi, men kun for en tid, for bagefter er jeg drænet og helt igennem udmattet i måneder. Her er der for megen fornuft. En gang imellem lykkes det mig heldigvis i stedet for at stoppe op og spørge mig selv, hvad det er for følelser, jeg har. Når jeg har identificeret følelsen, og hvad den er udtryk for, kommer der ro på, så jeg både kan håndtere følelsen og de opgaver, jeg står over for. Her bygges broen for mig mellem følelser og fornuft.

GemGem

GemGem

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s