Ghetto-spillet

Jeg plejer egentlig at lave et hyggeligt lille indlæg om pudsige, sjove eller flotte fund, men det har jeg ikke lyst til denne fredagsaften. I stedet har jeg lyst til at dele nogle tanker om læring og integration i relation til, at regeringen i går præsenterede endnu et såkaldt ghettoudspil.

 

Hvis det var et spørgsmål om læring

På vej til arbejde i dag, hvor jeg skulle undervise om emnet læring og adfærdspsykologi, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvad der ville ske, hvis man så de udsatte boligområder og deres beboere med læringsbriller på. Selvom man måske umiddelbart kan tænke, at læring og integration ikke har meget med hinanden at gøre, giver det faktisk overordentlig god mening at koble de to. Ifølge professor i læring, Knud Illeris, kan læring nemlig forstås som ”[…] enhver proces, der hos levende organismer fører til en varig kapacitets-ændring, og som ikke kun skyldes glemsel, biologisk modning eller aldring” (2009, p. 15). At blive en velfungerende del af et nyt samfund er bestemt en proces, der medfører og kræver varige kapacitetsændringer både af den nytilkomne og af samfundet.

 

Double bind

Ser vi på den måde, hvorpå beboerne i de såkaldte ghettoer fremstilles i regeringens udspil – og i megen politisk retorik i det hele taget – så er det som nogen, der enten er uvillige eller ude af stand til at lære, til at forandre sig. Der bliver fx talt om at være uden for pædagogisk rækkevidde, parallelsamfund, forældre der ikke vil deres børn det bedste og om sorte pletter på danmarkskortet. Ud fra en traditionel adfærdsøkonomisk optik, kan vi måske sige, at beboerne fremstilles som irrationelle subjekter, der ikke er i stand til at tage optimale valg. På den anden side beror mange af forslagene i udspillet på en forestilling om, at hvis bare der sanktioneres nok, vil de ramte personers evne til at tage rationelle, profitmaksimerende valg alligevel indfinde sig. Der skabes altså en paradoksal position, som det er umådeligt svært og utrygt at befinde sig i.

 

Motivation er alfa og omega

De fleste, som beskæftiger sig med at understøtte andres læring ved, at det sjældent er et godt udgangpunkt for frugtbar læring, hvis man starter med at fortælle de lærende, at de er grundlæggende forkerte, og at man i øvrigt ikke venter, at de er i stand til at lære noget. Ikke mindst fungerer den fremgangsmåde dårligt, fordi motivation er umådeligt vigtigt for at skabe en god læringsproces. At give sig i kast med den læring, der virkelig flytter noget, er nemlig krævende og ikke altid videre behageligt, fordi det indebærer, at den lærende bliver nød til at ændre sine eksisterende forståelser af verden. Det er altså en proces, der kræver overskud og godt med motivation for at lykkes. Hvis forandringen af de udsatte boligområder anskues som en læringsproces, er regeringen allerede bagude på point.

 

Et fælles udgangspunkt

Hvad kunne man gøre i stedet for at udføre endnu et politisk ghettopakkestuntnummer? Det har jeg bestemt ikke det ultimative svar på. Men set med læringsbriller på, så går integrationsopgaven ud på at skabe en god læringssituation. Det kan fx ske ved, at man starter med at finde ud af, hvordan verden ser ud for den lærende og begynder der. Det giver et langt bedre udgangpunkt for at igangsætte den forandringsproces, som læring er. Alternativet er, at man bare går ud fra, at den lærende ser verden som en selv og derfor arbejder ud fra den forudsætning. Når det så viser sig ikke at være tilfældet, kan det ligge lige for enten at udråbe den lærende som dum eller uvillig. Det er nemmere end at overveje, om man måske har fejlet som lærer. Selv sagt vil der være nogen, der har motivation og viljestyrke nok til at flytte sig og lære, selv i en situation, der er uforståelig og uklar, men for mange vil det bare resultere i, at de lærer, at de ikke kan finde ud af tingene, eller at læreren er dum eller ikke vil dem det godt. På den måde opstår der barrierer imod en mere frugtbar læring.

 

Praksisfællesskabet Danmark

At etablere en fælles forståelse er kun første skridt, for det fører ikke i sig selv til læring, ds. forandring. Det næste skridt er at indlemme den lærende i den praksis – ds. de måder at handle, vide og føle på – som man ønsker, at de skal blive en del af. Det gør man bedst ved samhandling, snak alene er sjældent nok. For at indlemme nogen i et praksisfællesskab – i dette tilfælde det danske samfund – kræver det bla. at de får adgang til den viden og de redskaber, der er nødvendige for at udøve den pågældende praksis. Med andre ord er det helt igennem vigtigt og legitimt at være tydelig omkring, hvordan det danske samfund fungerer, og hvad der opfattes som acceptable måder, at være en del af samfundet på. På det punkt har integrationsindsatsen i mange år fejlet ved ikke at gøre dette. Vi har tænkt, at det var tydeligt, hvad der blev forventet, og at det var klart, hvordan samfundet fugerede. Men det er faktisk netop svært at genneskue i et samfund som det danske, fordi normer ofte er underforståede snarere end udtalte.

 

Tænk hvis …

Hvor ville det være opløftende, hvis man fra øverste hold i stedet for at smide endnu et ghettoudspil i hovedet på nogle mennesker, der allerede er rigeligt stigmatiserede i forvejen, gjorde noget af følgende:

  • Ikke skar alle over en kam, men forholdt sig nuanceret til de forskellige områder og beboerne.
  • Startede med at fokusere på alle de tiltag, der var gået godt, og på de positive udviklinger, der var i hvert enkelt område, og herefter kom med udspil til, hvordan disse udviklinger kunne underbygges og styrkes.
  • Startede med at tale med beboerne i de udpegede områder for at høre, hvad de mente, der fungerede godt og mindre godt i deres område, og hvilke forslag de havde til at tackle de problemer, der var.
  • Overvejede om folks handlinger ikke var udtryk for modvilje eller ondskab, men faktisk gav mening for dem og den måde de forstod deres situation på, og derfor forsøgte at forstå dette udgangpunkt og på den baggrund begyndte at arbejde med en fælles strategier for forandring.

Faktisk sker dette jo allerede rundt om i mange områder i det lokale indsatser. Men de forsvinder helt ud af billedet, når man fra øverste hold vælger fuldstændigt at overse og overhøre dem og snarere synes at blæse problemer ud af proportion og kommer med dramatiske pseudoløsninger på disse.

 

Illeris, K. (2009/2006). Læring. København: Roskilde Universitetsforlag.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s