Aegopodium podagraria

Det fine, latinske navn i overskriften dækker over en plante, som mange haveejere ikke er særligt vilde med: skvalderkål. Det er meget vokselysten plante, der breder sig og er utrolig svær at komme af med, når den først har fået fat. Vi har også masser af skvalderkål i vores have. Lige siden vi flyttede ind, har vi forsøgt at fordrive den fra bedene. Men det er ærligt talt en uoverkommelig opgave, hvis det skal foregå manuelt eller ved at udkonkurrere den med andre planter. – Gift vil jeg simpelthen ikke bruge, så skvalderkålen står der stadig.

 

MosbergsSkvalder

 

Nu er det slut med kampen. Jeg har accepteret, at skvalderkålen er en del af haven, og det skulle jeg i virkeligheden have gjort for længe siden.

 

Live and let live

Det er fjollet, at jeg har brugt så megen tid på at forsøge at komme af med en plante, som stortrives i vores have. Nu har jeg bestemt, at jeg vil gøre mig nogle nye havetanker, som har mere fokus på at glædes over det, der gror og bor og summer, end på at prøve at få styr på uregerligheden. Jeg ved godt, at det ligger i havens DNA, at der er tale om kontrolleret kultur frem for vild natur. Men mon ikke der er lige så mange, der har udfordret den tanke igennem tiden, som der har accepteret den?!

 

MosbergsVildplante

 

I USA, som jo bl.a. er beboet af indvandrere fra Europa, der i sin tid tog haveidealer fra det gamle land med sig, er der opstået en bevægelse med fokus på “native gardening”. Her er man begyndt at tilplante haverne med lokale planter frem for importerede, fordi de passer både til dyr og klima på stedet. På den måde undgår man overdreven brug af vanding, gødning og gift. Også i Danmark bliver der talt mere og mere om, hvordan vi kan indrette vores haver, så de kan blive til oaser for insekter og fugle, fx i programmet Public Service på P1. Bl.a. opfordrer de folk til at slå deres græs mindre og plante flere bi- og insektvenlige blomster. Her kommer vi nok ikke til at omlægge græsplænen til en blomstereng, for husbonden fik sig en robotplæneklipper sidste år, som futter rundt i haven og går under navnet “Bendix”. Men til gengæld, gror skvalderkålen altså lystigt side om side med anden ukrudt og de planter, som vi har tilført.

 

 

Skøn og spiselig

Afslutningsvis vil jeg gerne slå fast, at skvalderkål faktisk er en dejlig plante. Dels er den skøn at se på, når den blomstrer. Dels smager den dejligt, og jeg bruger den ofte i maden om foråret. De nye blade er lækre i salat eller hakket som grønt drys.

 

 

Desuden skulle man efter sigende kunne farve med den, så det skal prøves af lidt senere på sommeren, tænker jeg.

Reklamer

En finger til konkurrencesamfundet

Vi lever i et konkurrencesamfund, som på forskellige måder fungerer ved at sætte mennesker op imod hinanden og sammenligne dem. Det er mange forskellige mekanismer i samfundet, som trækker i den retning og har gjort det længe. Det forekommer mig, at presset hele tiden øges.

 

Kernen i samfundet?

Konkurrence er fx helt central for markedskapitalisme, i en grad at det nærmest anses for at være en naturlov, at konkurrence er godt. Men også den socialistiske velfærdsstat har længe indoptager konkurrenceparametre i sit virke; institutioner måles og sammenlignes, skolebørn sammenlignes både nationalt og internationalt, på arbejdet måles og sammenlignes vore præstationer. Samtidig hører vi hele tiden, at vi ligger i konkurrence med hele verden om et eller andet ikke nærmere defineret, der skal sikre os gode liv og tryghed. Det er heller ikke længe siden, at det skabte overskrifter, at danskerne nu er rykket endnu et trin ned på lykkemålingsskalaen, overhalet af både Norge og Finland. – For selvfølgelig er lykke noget, vi konkurrer om at være bedst til.

Mange unge føler sig også under pres fra af de billeder og fortællinger, som de ser på sociale netværksmedier, fordi det ligger så lige for at sammenligne. – Og det kan ærlig talt være vanskeligt at “vinde” en sammenligning, når man sammenligner sig selv oplevet indefra med andre, der kun opleves udefra. Når vores gøren og laden på sociale netværksmedier ydermere valideres med likes eller kommentarer, giver det endnu mere grund til at sammenligne – for hvorfor får hun flere likes, end mig, og hvad har han, som jeg ikke har?

 

IceFjordMosbergs

 

Et grundlæggende impuls?

En biolog eller psykolog ville sikkert tilføje, at trangen til at sammenlinge og konkurrere er oldgammel og bare ændrer sig med tidernes skiften og finder nye udtryk. At der er tale om et urgammel impuls, og at det fleste arter til enhver tid fx har udviklet måder, hvorpå det bliver tydeligt, hvem der er de stærkeste eller mest intelligente individer. At det er nødvendigt med disse sammenligninger og konkurrencer, fordi det til enhver tid dels gælder artens overlevelse, dels at individet får spredt sine gener mest muligt.  Dertil er der at sige, at vi mennesker er mere end vores biologi. Vi er netop kulturelle væsner, åndsvæsner, som har udviklet os og ændret os mere end nogen anden art. Vi kan, selvom det ofte er svært, sige fra og til.

Det hører selvfølgelig med til historien, at konkurrence ikke nødvendigvis er noget skidt. Mange vil måske ligefrem sige, at det er den vigtigste drivkraft, som vi mennesker har. – Ja, konkurrence og sammenligning har sikkert en plads, men der kan også tage overhånd. – Tilværelsen er ikke et nulsumsspil, hvor meget magtfulde mennesker end tror og påstår det. Personligt vil jeg hellere lade mig inspirere af dem, der i stedet taler den kollektive drivkraft, der findes i samarbejde og omsorg. Læs fx Donna Harraways kritik af dyrestudiers fokus på konkurrence frem for samarbejde i Simians, cyborgs and women.

 

Det gode nok liv – endnu en gang

Som mange andre kæmper jeg selv med trangen til at sammenligne mig med andre, og til at forsøge at være bedst. Ikke mindst i forhold til mit arbejde. Nu arbejder jeg desværre i en meget konkurrenceorienteret branche, så det ligger lige for denne stræben og målen og sammenlignen sig selv med andre. Men jeg har for længe siden bestemt, at jeg ikke vil lægge under for det pres, som både kommer indefra og udefra. Jeg vil ikke måle værdien af mit liv og virke i forhold til, om jeg kommer foran nogen andre, får flere udmærkelser, større netværk, mere opmærksomhed og omtale, og hvordan den slags nu ellers kan komme til udtryk. Her kommer ideen om det “gode nok liv” ind endnu en gang. Jeg har bestemt mig for, at succes for mig er at gøre mit arbejde godt – ikke strålende, exceptionelt eller bedst, bare godt nok.

For mig er livet for kort til at kaste sig over konkurrencen og lade den opsluge alt i jagten på tinderne. Men det betyder ikke, at trangen til at sammenligne mig selv med andre eller til at konkurrere går væk. Hele tiden dukker den indre stemme op, som minder mig om, at jeg ikke brillerer, og hele tiden må jeg huske mig selv på, hvad jeg stiler imod: at have det godt, at gøre en forskel for andre i det daglige, at skabe, at glædes over de små ting, at udvikle mig. Jeg vil gerne arbejde for en dagligdag og et samfund, hvor det er der er plads til den slags succeskriterier, og jeg vil gerne lære mine børn, at de ikke skal måle sig med andre, at det ikke er nødvendigt at komme først. Jeg vil gerne give konkurrencesamfundet fingeren og slå et slag for det gode nok liv.

 

IceMosbergs

Lørdagslykke

Jeg har haft rigtig travlt hele ugen. Da jeg endelig kunne holde fri i aftes ved 21-tiden, glemte jeg helt, at jeg ville skrive fredagsfund. I stedet kommer her nogle glimt af lørdagslykke:

 

lørdagens lykke er helt igennem banal

her på min villavej hvor tallerkensmækkerne forcerer hækken

til min uforklarlige glæde

det er vasketøjet der blafrer i blæsten

en sidste rose der lyser i bedet

et efterårshindbær i munden blandet med kaffens bitterhed

 

mosbergslørdagslykke

 

 

Ti år frem

Jeg følger en blog, aspergerinformator, af norske Helene Larsen. Her skriver hun råt og smukt om sit liv med en Asperger diagnose, selvskade, spiseforstyrrelse og tvangsindlæggelse på psykiatriske afdelinger, fordi samfundet har bestemt, hun skal leve, selvom hun helst vil dø.

At tænke ti år frem

I sin post i dag, skriver Helene om at blive udfordret til at tænke ti år frem. Først fremmaler hun et drømmebillede af det idealiserede gode liv med økologi, dyr, børn og mand – det scenarium, man forventes at forstille sig. Den ballon punkterer hun effektivt ved at henvise til sin nuværende situation som tvangsindlagt. Hun gør klart, at hendes situation er utroligt prekær og understreger, at hun slet ikke ved, om hun er der om ti år. Til sidst skriver hun dog alligevel en anden, stadig håbefuld, med knapt så idealiseret, fremtidsvision frem.

MosbergsTiÅrFrem

Helenes overvejelser fik mig i gang med min egen tankerække om den usvigelige sikkerhed, hvormed de fleste af os i den vestlige verden kan projektere os ti år frem i tiden. Som regel med en forestilling om fremskridt og alt det, vi har opnået. Måske er det absurde ikke, at nogen i en prækær situation som Helenes, udfordres til at tænke frem og konfronteres med, hvor svært det er. Måske er det snarere absurd, at alle vi andre bare tager det for givet, hvor let vi kan se os selv som bedre, mere lykkelig og tilfredse lidt længere fremme i tiden?

Priviligeret tænkning

Mit retoriske spørgsmål kan synes underligt. Siger jeg, at alt er håbløst, eller at vi alle bare skal vente på at dø? Nej, langt fra. Jeg er i stedet optaget af de forestillinger, samfundet er fuldt af om vedvarende fremskridt, og den sikkerhed hvormed vi kan tænke og selv frem i tiden som fortjenstfulde mennesker med mål og en naturlig ret til visse privilegier. Jeg ser dette mange steder – også i min egen tænkning.

MosbergsTiårFrem2

Forleden hørte jeg fx en snip af et interview på P1 med et medlem af den danske kulturelite. Manden (som jeg mener var Morten Hessedahl, men jeg er ikke helt sikker), fortalte om, hvordan han for nogle år siden havde siddet til en terapisession og brokket sig over sit liv og de ting, der ikke var endt, som han havde håbet. På et tidspunkt stoppede terapeuten ham så og sagde, “hvad havde du egentlig regnet med?” Et rigtig godt spørgsmål, som netop adresseret en utroligt priviligeret tilgang til livet. Nemlig, at tilværelsen skal forme sig, som (blade, film, bøger og samfundsdebatten lægger op til at) jeg forestiller mig,  hvis ikke bedre. Ellers er det for dårligt. Terapeutens spørgsmål ramte ikke bare manden, der fortalte om det, men også mig. Det borede lige ind i den utilfredshed jeg ofte kan føle over min egen livssituation.

Jeg ser også denne tækning i den måde, som flytninge ofte omtales på i den offentlige debat. Her fremstilles flygtninge som personer, der modsat os selv, skal være evigt taknemmelige for at nøjes med de smuler de kan få i en eller anden lejr i “nærområdet”. Underforstået at vi danskere (af uransaglige årsager) har et særligt privilegium og ret til sikkerhed og fremtid, som disse medmennesker pga. fødested, tro eller kultur ikke har. Det tager jeg som udtryk for, at det ikke kun er de veluddannede og kultureliten, som lever med disse (uerkendte) forestillinger om egne livsprivilegier. Det kan sagtens være at det er forestillinger under pres, hos den del af befolkningen, hvis livssituation er mest prekær, og at netop dette pres giver god grobund for xenofobi, racisme osv.

Hvad så?

Jeg er ikke ude på at kritisere hverken fremtidsdrømme, -visioner eller -håb, og ej heller  den ontologiske sikkerhed, som de fleste af os heldigvis formår at bygge op. Jeg er heller ikke ude på at sige, at vi ikke må være frustrede og utilfredse med ting i vores liv, som vi gerne vil ændre. I stedet tænker jeg, at det er en god ide en gang imellem at stoppe op og stille sig selv to spørgsmål: 1) hvilke privilegier tager jeg for givet i mit liv, 2) hvad er det for forestillinger der gør, at der er ting, som jeg er utilfreds med i mit liv? Nogle gange stammer en del af utilfredsheden og frustrationen måske fra alle de privilegier, som vi kommer til at tage for givet, og som vi kommer til at forstille os bare øges og øges. – Det er værd at tænke over og konfrontere.

MosbergsTiÅrFrem3

At være en familie af introverte

Vi er en familie af introverte, som, på trods af at vi nyder andre menneskers selskab, alle har brug for at kunne trække os tilbage for at lade op og få ny energi. Vi har det godt i vores eget selskab og har også brug for, at vi ikke hele tiden skal afsted til alle mulige ting udenfor hjemmet.  (Min søn er måske undtagelsen: Selvom det trætter ham, hvis vi skal noget hele tiden, trives han allerbedst i selskab med os eller sine venner. Han hænger dog i hverdagen, når han har fri, mest ud med sine venner online.)

MosbergsIntrovert1

Det ekstroverte ideal

Selvom vi er en familie af introverte gik det i foråret op for min mand og mig, at alle de forestillinger vi selv – og mange af dem vi kender – har om, hvad et godt familieliv er, typisk er baseret på ekstroverte personlighedstræk. – Familien der hele tiden hænger aktivt ud sammen, har masser af gæster, tager på ture “out of the house”.  Det hænger nok til dels sammen med, at i de familier, vi selv er en del af, har drivkraften i familielivet været ekstrovert. Og selvom både min mands og mine egne introverte træk er blevet respekteret, da vi var børn, har der alligevel været et klart ekstrovert ideal. Det giver mening, da begge vores mødre er ekstroverte. Det er også tydeligt, at jeg har internaliseret dette ideal, fordi jeg allerede på dette tidspunkt i posten har stor trang til at forklare og understrege, at det jo ikke er sådan, at vi som familie aldrig gør ting sammen. For selvfølgelig gør vi det. Men det indre ekstroverte ideal hvisker altid, at det ikke er nok.

MosbergsIntrovert2

Det gode familieliv med plads til introverte?

I mange år har jeg givet det ekstroverte ideal ret, på trods af at jeg selv og resten af familien tydeligvis har haft behov for med jævne mellemrum at kunne trække os tilbage hver især med vores projekter. Det vil sige, at jeg har følt, at vi aldrig gjorde nok sammen og ofte skammede mig over, at vi var sådan en dårlig familie. Det er først indenfor det sidste års tid, at det er lykkedes mig at vende spørgmålet på hovedet og tage udgangspunkt i, hvad vi hver især har behov for, frem for alle de forestillinger, jeg har bygget op gennem et langt liv ud fra egne erfaringer, film, bøger, osv. Det er en god begyndelse, tænker jeg, men samtidig er min mand og jeg enige om, at vi ikke rigtig har nogle gode rollemodeller for andet end et ekstrovert drevet familieliv. Det rejser spørgsmålet hos mig: Hvad indebærer et sundt og givende familieliv, som også giver plads til familiemedlemmernes introverte træk? Jeg har ikke et fyldestgørende svar på dette endnu. Men jeg er blevet bedre til at respektere både mine egne og resten af familiens behov i stedet for at underkende dem eller føle, at de er forkerte.

MosbergsItrovert3

Hvad tænker du?

Kender du til til gode rollemodeller, inspiration eller har input til disse tanker, hører jeg det meget gerne. For jeg er på udkig efter, om der dog ikke kunne findes nogle gode rollemodeller et sted derude.

Fredagsfund: Gaver til mindre børn

Jeg kender flere små piger, der lige eller snart har fødselsdag. Her er nogle af de ting, jeg har lyst til at købe til dem.

Denne nuttede, LED lampe, formet som en sky, ville være en perfekt nattelampe til et børneværelse. Den kan købes hos den franske, online butik colette.

Skærmbillede 2017-06-15 kl. 16.42.38
Screencaputre fra colette.fr

 

Disse sparefisk fra Kähler er helt fantastiske, synes jeg. Måske mest oplagt som gave til et barn, der endnu ikke går så meget op i, hvad det får. Til gengæld er det en gave, som vil holde i mange år, og som vil blive værdsat, når den lille bliver voksen.

sparedyr_fish_mint
Design og foto fra Kähler

 

Hvis man, som jeg, ikke kan stå for farverigt og glad design, så er Kirsty Hartleys etsy-butik Wild Things, et slaraffenland. Til en lille pige, ville jeg købe denne fantastiske regnbuenederdel med pompom’er.

rainbow
Stof, design og foto af Kirsty Hartley

 

Jakob Martin Strids Den utrolige historie om den kæmpestore pære er en all-time favorit hos alle mindre børn, jeg kender. Skønne tegninger og en gakket historie om venskab, eventyr, kæmpepærer og det godes sejr til slut – hvad mere kan man ønske sig?

pære.jpeg
Foto fra saxo.com

Det gode nok liv

IMG_0497Dengang mine dejlige tvillinger var spædbørn, var Bruno Bettelheims begreb “den gode nok forælder” en af de ting, der hjalp mig igennem en ganske presset tid. (Bettelheim henter  iøvrigt ideen fra Donald Winnicot, som fokuserer på den gode nok mor). Det var min terapeut, der introducerede mig for begrebet. Psykoanalytikeren Bruno Bettelheim, hvis arbejde med misbrugte børn var ganske fantastisk og værd at læse om, mener med begrebet, at vi som forældre, i stedet for at stræbe efter at være perfekte (for at få perfekte børn), bør have den ambition at være “gode nok” forældre. – Stræben efter total perfektion kommer der nemlig kun skyldfølelse og (selv)bebrejdelser ud af, for det er under alle omstændigheder umuligt.

I vores lykkesøgende, individualistiske og forbrugsorienterede tid, tror jeg, at det kan være godt for os at overføre denne ide til livet i al almindeligthed. Så mange forskellige instanser bombarderer os med forestillinger om det perfekte, om “det gode liv”. Vi bliver lovet lykke hele tiden, og har også lært, at alt andet er taberagtigt. Film, magasiner og reklamer forsøger at fortælle os, at det næste køkken, den næste partner, den næste rejse bringer os nærmere lykken. Staten bidrager til vores perfektionsstræben med sine krav om at opretholde gode sundhedsregimer i hverdagen. Selvhjælpsbøger, blogs og film giver os råd om, hvordan vi kan være “the best you”. Samtidig kan vi hurtigt komme til at tro, at de velredigerede indblik i andres liv, vi får via SoMe, betyder, at de rent faktiske lever et liv i lykke og perfektion, som vi ikke selv gør.

Hvad er så “det gode nok liv”? Det har jeg ikke det endegylde svar på, men det er noget, som jeg tænker meget over. Handler det om at stille sig tilfreds med mindre end det optimale. Ja, det tror jeg. Det er en næsten kætterisk tanke, fordi samfundets optagethed af at optimalisere, nyde og selvrealisere er så stor. Men betyder det så, at vi skal gå og være ulykkelige, utilfredsstillede og frustrerede? Nej, slet ikke. Pointen er netop, at vi ved at geare ned for vores stræben faktisk bliver bedre til at finde lykke, tilfredsstillelse og glæde i alle de små og store livsøjeblikke, som hver dag består af.

Jeg er stadig ved at finde ud af, hvad det “gode nok liv” er for mig selv og min familie. – Hvad er det for dig?