Tokyo mon amour

Siden vores hjemkomst fra Tokyo sidste søndags, har jeg gået og tænkt over, hvad det er, der gør, at jeg er faldet så helt og aldeles for byen – og via den Japan. For det er jeg. Allerede i flyveren hjem, ville jeg bare tilbage igen. Det er mere end det skønne ved at have ferie og tilbringe vinterdage i solskin. Kort og godt føler jeg mig på en mærkelig måde både hjemme og helt aldeles fremmed. Sådan havde jeg det også første gang, jeg var i Tokyo for ti år siden, og sådan har jeg ikke haft det med andre steder.

 

BlossomsTokyoMosbergs

 

Det dobbelttydiges by

Når jeg prøver at sætte ord på, lyder det hurtigt som klicheer. Andre har sagt lignende ting før, men smukkere, bedre og med større indsigt. Ikke mindst Kristian Ditlev Jensen, hvis fine, lille bog Røde kager og grøn te, jeg havde med mig på rejsen og læste med stor glæde. Jeg vender tilbage til de to modsatrettede følelser af stor genkendelse og absolut fremmehed. – Er det ikke i bund og grund de to ting, der altid er til stede, når man forelsker sig i nogen eller noget? At genstanden for følelserne på den ene side er relaterbar og genkendelige, men på den anden side samtidig rummer mysterier, som man kun kan håbe på at afdække med tiden?

 

TokyoSculptureMosbergs

 

Samtidig er Tokyo og Japan også selv fuld af paradokser og kontraster. Larmende pop over for meditativ enkelhed, filosofisk eftertanke over for historisk grusomhed, traditionsrig skønhed over for plasticskrammel, regelrethed over for frivolitet. Alt sammen kontraster, der skaber og afbalancerer hinanden.

 

Rum og regler

Japanere bliver ofte omtalt som reserverede, sky eller som nedladende over for fremmede. (På den måde minder de måske om danskere, selvom danskere aldrig bliver hverken lige så disciplinerede eller høflige.) Det lyder måske umiddelbart utiltalende, men for mig er den en medvirkende faktor til, at jeg føler mig godt tilpas og hjemme. Dels overvældes man ikke af mennesker, som vil tale med en eller røre ved en, fordi man er en eksotisk fremmed – det sidste ville nok aldrig falde en Japaner ind, men sker i mange andre asiatiske lande. Dels er japanere gode til at fortælle fremmede, hvad det er, man forventer af dem. Fordi man i Japan hænger sig i etikette, og i hvordan folk opfører sig, er det offentlige rum også fyldt med anvisninger for uvidende udlændinge. – Ikke mindst i metroen. Dette kan måske virke lidt rigidt og pertentlig, men jeg synes også, at det kan ses som udtryk for respekt og omsorgsfuldhed. Hvor mærkeligt det end lyder, så føler jeg mig i hvert fald godt tilpas i dette afmærkede spillerum – måske også i bevidstheden om, at jeg som fremmed ikke forventes at kende alle reglerne.

 

TokyoPosterMosbergs

 

Det skønne

Mere end alt andet, tiltrækker den særlige japanske æstetik, og hele filosofien bag, mig til landet. Det er de uforståelige, men fascinerende tegn. Det er madens smag og anretning. Det er kimonoens silke, tatamimåttens enkelhed. Det er den kærlighed og respekt, hvormed dygtige kunsthåndværkere stadig opretholder og udøver traditionelle håndværk som pottemageri, lakering af æsker eller farvning med indigo. Selvom Japan som alle andre steder bugner af masseproduceret plastic, er det også gennemsyret af disse andre genstande, der ikke bare er ting, men repræsenterer en lang historie og tradition.

 

GuardhouseImperialPalaceMosbergs

 

またね

Min tiltrækning af Tokyo ligger i summen af mange små og store ting, i foreningen af modsætninger, og i hvordan jeg er i stand til at være der. Det handler om æstetik, filosofi, men også om gement forbrug, og om den måde, livet flyder på. Dermed handler det også om at være turist, hvor nødig jeg end vil indrømme det. At jeg har et lille tidsrum, hvor tiden tilhører mig og min familie. At jeg kommer og tager væk igen, inden det bliver rigtig hverdag. Det skal dog ikke forklejne, at byen og landet har ramt mig i hjertet, og jeg glæder mig allerede til at komme tilbage igen. – Og igen.

 

TokyoMosbergs

 

 

Rejseglimt fra hverdags-Tokyo

Jeg har lyst til at dele nogle glimt fra vores tur til Tokyo, som giver et indtryk af hverdagslivet i storbyen, der er så meget andet end skyskrabere og neonlys. Man skulle tro at en så stor og tætbefolket by som Tokyo er både larmende, forurenet og hektisk. Men det er faktisk ikke tilfældet. Selvfølgelig er der nogle kvarterer, som er præget at masser af høj musik, ligesom visse veje er meget befærdede. Men rigtig mange steder, er der ikke særligt mange biler, og mange af de biler, som kører rundt må være el- eller hybridbiler, for de larmer ikke, og der lugter ikke af udstødning og diesel. Jeg vil faktisk gå så langt til at sige, at København i myldretiden kan opleves både mere hektisk, larmende og forurenet.

 

BambooTokyoMosbergs

 

Selvom Tokyo er en tætbebygget megaby, hvor grundpriserne er skyhøje, så er den alligevel fuld af “bynatur” i form af store og små offentlige parker, men også alle de andre måder, hvorpå der opstår lommer med plads til planter, vand og dyr i en by.

 

Altid plads til panter og fisk

Stor-Tokyo har 38. mio. indbyggere og fylder et areal på størrelse med Sjælland. Derfor er byen tæt bebygget, og almindelige menneskers huse er smalle og små.

 

ByhuseTokyoMosbergs

 

Selvom de fleste byhuse ikke har mulighed for at have store – endsige små – haver, finder mange alligevel en måde at tilføje lidt grønt til deres omgivelser. Planterne får typisk plads på de ti tyve centimeter, der er mellem huset og vejen.

GreenStreetTokyoMosbergs

 

Et sted var der en opstilling udenfor en beboelsesejendom med noget, der lignede et lille hus. Da jeg kiggede nærmere var der en overdækket “dam” med guldfisk.

TokyoGoldfish1MosbergsGoldfishTokyo2Mosbergs

 

Den uventede helligdom

Der er shintotempler overalt i Tokyo. Nogle er store og prangende, andre er mere eller mindre gemt i almindelige boligkvarterer mellem familiehusene. En af de første dage, faldt vi over sådan en lille perle, der puttede sig med en lille have mellem beboelseshusene. Selvom det var midt i februar, var der et appelsintræ med modne appelsiner i “haven”, som nok snarere var et bed.

SmallTempletokyo1Mosbergs

SmallTempleTokyo2Mosbergs

OrangesTokyoMosbergs

Rejsehaikus

Vores besøg i Tokyo er ved at være til ende. Om lidt vender vi hjemad fulde af indtryk og oplevelser. Undervejs på turen har hele familien komponeret haikus hver dag, som handler om de nu’er, vi har erfaret. Her kommer et lille udvalg af dem.

 

10.02.18

bord med varme i

nu er vi i Tokyo

kotatsu er hot

 

11.02.18

blommetræ i blomst

foran Tokyo Skytree

Godzilla gumler

 

12.02.18

Ginza Line snurrer

pandaer og Pokemon

turister i sol

 

13.02.18

piger med sløjfer

Harajuku lyder højt

gråspurvene ler

 

14.02.18

Asimo hopper

vi spiser jorden som is

det er fremtiden

 

15.02.18

grønt løv undrer os

paladshaven er et syn

selv i februar

 

16.02.18

røde lanterner

løven danser året ind

i Yokohama

Tokyo til februar

Jeg har længe drømt om at gense Tokyo – hvor jeg har været en  gang før – sammen med mand og børn. Det er en by, der på én gang er genkendelig, utrolig fremmed og altid fascinerende. Der er syret popkultur for fuld skrue og neddæmpet tradition side om side i den hektiske, men velorganiseret millionby. Vi har talt om at tage afsted i flere år, og nu har vi så endelig købt flybilletter og booket en airbnb! Vi skal tilbringe vinterferien i Tokyo, og jeg glæder mig rigtig meget. Vi forbereder os ved at læse højt af Asger Røjles Seikatsu: Japansk hverdagsliv. Der er dog også andre kilder til inspiration, som ikke alle er faktabaserede.

Totoro og pokemon

For børnene stammer kendskabet til Japan fra Hayao Miyazaki uovertrufne film. Faktisk var datteren ikke særlig glad for at se film, da hun var lille – det er hun stadig ikke, men Miyazakis tegnefilm har vi set mange gange. Særligt Min nabo Totoro og Ponyo på klippen ved havet. Efter min mening er Min nabo Totoro en af de bedste børnefilm, der er lavet. Den handler om et par søstre, som sammen håndterer en flytning til et nyt sted og deres mors alvorlige sygdom. De får hjælp af deres fantasi, eller en venligtsindet, lokal naturånd, alt efter hvordan man nu tolker filmen. I modsætning til Disneyfilm, som  tegner persongalleriet absolut ondt og godt, og desuden følger en en meget stejl spændingskurve med voldsomme klimaks, virker Miyazakis film på en anden måde. Dels er persongalleriet meget mere dobbelttydigt og karakterer er sjældent bare onde eller gode. Dels sker der nok virkeligt alvorlige ting, men der bygges på til dem på en anden måde end i en typisk Disneyfilm. Børnene og jeg er stadig store Miyaki-fans.

 

Pokemon serien er også blevet set af både søn og datter igen og igen, ligesom vi alle spiller Pokemon Go mere eller mindre dedikeret. Der er blevet opfundet og tegnet pokemons, leget pokemon-jagt, -træning og -kamp, samt samlet på kort. Serien blander teknologi, natur og nuttethed på en måde, der appellerer bredt og ikke er henvendt enten til piger eller drenge. Jeg kan godt blive træt af de lidt anstrengende pigestemmer, men sådan skal piger nu en gang lyde i japansk pop-kultur. Ret overspændte og absolut kære.

Jeg har op til vores tur ledt efter gode børnebøger til 11-årige om Japan, men det er mest manga, jeg har fundet, og det har ikke vakt begejstring hos ungerne. Anbefalinger modtages gerne.

 

Magisk realisme og kogekunst

Husbonden og jeg selv læser også japansk fiktion, og vi er begge, som så mange andre danskere, meget begejstrede for Haruki Murakami. Senest tilbragte jeg et par dage i sofaen med at lytte til En vild fårejagt, mens jeg reparerede og tilpassede gammelt dukketøj til mine dukker. Det var en skøn måde at slappe helt af på i juleferien. Jeg har desuden haft den store oplevelse at høre ham læse op af egne værker på japansk, da han modtog H.C Andersen Literature Award i 2016.Jeg forstår ikke et ord japansk, men det gjorde stadig stort indtryk, og blev oversat af Mette Holm. Bl.a. gik det op for mig, at der findes mange lydord på japansk. Når det på dansk hed “knagede”, læste han i stedet en serie lyde op, der lød som knagen. Det samme gjaldt andre lydorienterede udtryk som “klapren”, “knirken” osv.

IMG_3108

 

Lige nu er jeg også meget optaget af en fantastisk bog af Frederik Jensen Wabi sabi: En rejse i det japanske køkken. Det er bog, der beskriver hans oplevelser i forskellige japanske restaurantkøkkener, som han arbejder sig igennem, for at lære Japansk kogekunst fra bunden. Spækket med spændende beretninger, flotte billeder og opskrifter, giver bogen mig endnu mere lyst til at udforske det japanske køkken. Mit kendskab lige nu begrænser sig mest til sushi, ramen og yakitori. Om jeg ligefrem har mod på at kaste mig over bogens opskrifter ved jeg ikke. Dels har jeg ikke store forhåbninger til, at familien vil kunne lide dem. Dels indeholder de næsten alle særlige japanske ingredienser. Men når han skriver om dashi, får jeg lyst til at lave denne umamimættede fond, der kogt på tang og røgede tunflager.

Wabi-Sabi