Flyttedag til mosbergs.dk

Jeg har fået eget domæne og flyttet bloggen til mosbergs.dk – kom og læs med der ovre, hvor der også snart sker noget spændende nyt!

 

Reklamer

Aegopodium podagraria

Det fine, latinske navn i overskriften dækker over en plante, som mange haveejere ikke er særligt vilde med: skvalderkål. Det er meget vokselysten plante, der breder sig og er utrolig svær at komme af med, når den først har fået fat. Vi har også masser af skvalderkål i vores have. Lige siden vi flyttede ind, har vi forsøgt at fordrive den fra bedene. Men det er ærligt talt en uoverkommelig opgave, hvis det skal foregå manuelt eller ved at udkonkurrere den med andre planter. – Gift vil jeg simpelthen ikke bruge, så skvalderkålen står der stadig.

 

MosbergsSkvalder

 

Nu er det slut med kampen. Jeg har accepteret, at skvalderkålen er en del af haven, og det skulle jeg i virkeligheden have gjort for længe siden.

 

Live and let live

Det er fjollet, at jeg har brugt så megen tid på at forsøge at komme af med en plante, som stortrives i vores have. Nu har jeg bestemt, at jeg vil gøre mig nogle nye havetanker, som har mere fokus på at glædes over det, der gror og bor og summer, end på at prøve at få styr på uregerligheden. Jeg ved godt, at det ligger i havens DNA, at der er tale om kontrolleret kultur frem for vild natur. Men mon ikke der er lige så mange, der har udfordret den tanke igennem tiden, som der har accepteret den?!

 

MosbergsVildplante

 

I USA, som jo bl.a. er beboet af indvandrere fra Europa, der i sin tid tog haveidealer fra det gamle land med sig, er der opstået en bevægelse med fokus på “native gardening”. Her er man begyndt at tilplante haverne med lokale planter frem for importerede, fordi de passer både til dyr og klima på stedet. På den måde undgår man overdreven brug af vanding, gødning og gift. Også i Danmark bliver der talt mere og mere om, hvordan vi kan indrette vores haver, så de kan blive til oaser for insekter og fugle, fx i programmet Public Service på P1. Bl.a. opfordrer de folk til at slå deres græs mindre og plante flere bi- og insektvenlige blomster. Her kommer vi nok ikke til at omlægge græsplænen til en blomstereng, for husbonden fik sig en robotplæneklipper sidste år, som futter rundt i haven og går under navnet “Bendix”. Men til gengæld, gror skvalderkålen altså lystigt side om side med anden ukrudt og de planter, som vi har tilført.

 

 

Skøn og spiselig

Afslutningsvis vil jeg gerne slå fast, at skvalderkål faktisk er en dejlig plante. Dels er den skøn at se på, når den blomstrer. Dels smager den dejligt, og jeg bruger den ofte i maden om foråret. De nye blade er lækre i salat eller hakket som grønt drys.

 

 

Desuden skulle man efter sigende kunne farve med den, så det skal prøves af lidt senere på sommeren, tænker jeg.

Fredsskabere, helbredere, genoprettere, historiefortællere og elskende af enhver slags

På Instagram blev jeg mødt af et citat i dag, der ramte mig lige mellem øjnene. Det var en lidt omskreven version af citatet nedenfor, som på Instagram fejlagtigt var tilskrevet Dalai Lama. Men det er alså professor emeritus i miljøvidenskab David W. Orr, som har udtalt de rammende ord i sin bog Ecological Literacy: Education and the Transition to a Postmodern World fra 1992:

“Det er et faktum, at denne planet ikke har brug for flere succesfulde mennesker. Men den har desperat brug for flere fredsskabere, helbredere, genoprettere, historiefortællere og elskende af enhver slags. Den har brug for mennesker, som lever gode liv på de steder, hvor de er. Den har brug for mennesker med moralsk mod, der er villige til at gå ind i kampen for at gøre verden beboelig og human. Og disse kvaliteter har kun lidt at gøre med succes, som vi har defineret det.” (min oversættelse)

Citatet ramte mig, fordi det er både smukt, skarpt og aldeles sandt. Det flyder med opmuntrende, kvikke og tossede citater på de sociale netværksmedier, og det når hurtig kvalme- og klichegrænsen for mig. Men dette citat skærer lige igennem alt dette, synes jeg. Det er en udtalelse, som jeg har brug for at hænge, hvor jeg kan se den, så jeg kan blive mindet om, hvad der er vigtigt i hverdagen. Nemlig at være menneskelig! – Det vil sige at være tilgængelig, varm, støttende, spørgende, fejlbarlig og ærlig. Humanitet er en af de ting, jeg forsøger at sætte i højsædet i forhold til både mine studerende og kollegaer, og den vej vil jeg gerne bekræftes i dagligt af Orrs kloge ord.

 

MosbergsNyeTider

 

David Orr har i øvrigt været medstifter af online magasinet Solutions, som fokuserer på at skabe en bedre og mere bæredygtig verden. Bidragene er skrevet af forskere og andre med stor viden om deres områder og dækker mange forskellige emner.

GemGem

En finger til konkurrencesamfundet

Vi lever i et konkurrencesamfund, som på forskellige måder fungerer ved at sætte mennesker op imod hinanden og sammenligne dem. Det er mange forskellige mekanismer i samfundet, som trækker i den retning og har gjort det længe. Det forekommer mig, at presset hele tiden øges.

 

Kernen i samfundet?

Konkurrence er fx helt central for markedskapitalisme, i en grad at det nærmest anses for at være en naturlov, at konkurrence er godt. Men også den socialistiske velfærdsstat har længe indoptager konkurrenceparametre i sit virke; institutioner måles og sammenlignes, skolebørn sammenlignes både nationalt og internationalt, på arbejdet måles og sammenlignes vore præstationer. Samtidig hører vi hele tiden, at vi ligger i konkurrence med hele verden om et eller andet ikke nærmere defineret, der skal sikre os gode liv og tryghed. Det er heller ikke længe siden, at det skabte overskrifter, at danskerne nu er rykket endnu et trin ned på lykkemålingsskalaen, overhalet af både Norge og Finland. – For selvfølgelig er lykke noget, vi konkurrer om at være bedst til.

Mange unge føler sig også under pres fra af de billeder og fortællinger, som de ser på sociale netværksmedier, fordi det ligger så lige for at sammenligne. – Og det kan ærlig talt være vanskeligt at “vinde” en sammenligning, når man sammenligner sig selv oplevet indefra med andre, der kun opleves udefra. Når vores gøren og laden på sociale netværksmedier ydermere valideres med likes eller kommentarer, giver det endnu mere grund til at sammenligne – for hvorfor får hun flere likes, end mig, og hvad har han, som jeg ikke har?

 

IceFjordMosbergs

 

Et grundlæggende impuls?

En biolog eller psykolog ville sikkert tilføje, at trangen til at sammenlinge og konkurrere er oldgammel og bare ændrer sig med tidernes skiften og finder nye udtryk. At der er tale om et urgammel impuls, og at det fleste arter til enhver tid fx har udviklet måder, hvorpå det bliver tydeligt, hvem der er de stærkeste eller mest intelligente individer. At det er nødvendigt med disse sammenligninger og konkurrencer, fordi det til enhver tid dels gælder artens overlevelse, dels at individet får spredt sine gener mest muligt.  Dertil er der at sige, at vi mennesker er mere end vores biologi. Vi er netop kulturelle væsner, åndsvæsner, som har udviklet os og ændret os mere end nogen anden art. Vi kan, selvom det ofte er svært, sige fra og til.

Det hører selvfølgelig med til historien, at konkurrence ikke nødvendigvis er noget skidt. Mange vil måske ligefrem sige, at det er den vigtigste drivkraft, som vi mennesker har. – Ja, konkurrence og sammenligning har sikkert en plads, men der kan også tage overhånd. – Tilværelsen er ikke et nulsumsspil, hvor meget magtfulde mennesker end tror og påstår det. Personligt vil jeg hellere lade mig inspirere af dem, der i stedet taler den kollektive drivkraft, der findes i samarbejde og omsorg. Læs fx Donna Harraways kritik af dyrestudiers fokus på konkurrence frem for samarbejde i Simians, cyborgs and women.

 

Det gode nok liv – endnu en gang

Som mange andre kæmper jeg selv med trangen til at sammenligne mig med andre, og til at forsøge at være bedst. Ikke mindst i forhold til mit arbejde. Nu arbejder jeg desværre i en meget konkurrenceorienteret branche, så det ligger lige for denne stræben og målen og sammenlignen sig selv med andre. Men jeg har for længe siden bestemt, at jeg ikke vil lægge under for det pres, som både kommer indefra og udefra. Jeg vil ikke måle værdien af mit liv og virke i forhold til, om jeg kommer foran nogen andre, får flere udmærkelser, større netværk, mere opmærksomhed og omtale, og hvordan den slags nu ellers kan komme til udtryk. Her kommer ideen om det “gode nok liv” ind endnu en gang. Jeg har bestemt mig for, at succes for mig er at gøre mit arbejde godt – ikke strålende, exceptionelt eller bedst, bare godt nok.

For mig er livet for kort til at kaste sig over konkurrencen og lade den opsluge alt i jagten på tinderne. Men det betyder ikke, at trangen til at sammenligne mig selv med andre eller til at konkurrere går væk. Hele tiden dukker den indre stemme op, som minder mig om, at jeg ikke brillerer, og hele tiden må jeg huske mig selv på, hvad jeg stiler imod: at have det godt, at gøre en forskel for andre i det daglige, at skabe, at glædes over de små ting, at udvikle mig. Jeg vil gerne arbejde for en dagligdag og et samfund, hvor det er der er plads til den slags succeskriterier, og jeg vil gerne lære mine børn, at de ikke skal måle sig med andre, at det ikke er nødvendigt at komme først. Jeg vil gerne give konkurrencesamfundet fingeren og slå et slag for det gode nok liv.

 

IceMosbergs

Håndarbejde og hoved-rengøring

Jeg lever af at bruge mit hoved. Som forsker og underviser består mit arbejde i at bearbejde, analysere og formilde mere eller mindre indviklet stof. Når jeg trænger til en hoved-rengøring – og det gør jeg tit – tyer jeg som regel til håndarbejde eller gåture. Havearbejde og bagning fungerer i øvrigt også fint.

 

Lydbøger og dukketøj

Lige for tiden slapper jeg af med at sy dukketøj og høre lydbøger. Jeg syr i hånden, selvom det er tidskrævende; kanter hvert stykke udklippet stof med små sting, før jeg fæster delene sammen. Langsommelighed og gentagelsen af den samme bevægelse er netop pointen. Læg dertil lyden af en stemme, der læser op. – Det hensætter mig i en så nær-meditativ tilstand, som jeg mit rastløse sind kan holde udholde.

 

overallsMosberg

 

I  min sofa med sytøjet i hænderne, har jeg grinet højt af David Foster Wallaces indgående beskrivelse og analyse af et luksuskrydstoget i 1990erne. Jeg har lært om japansk historie, europæisk søfart og handelsbestræbelser fra Giles Miltons fængslende historie om den engelske styrmand, der i 1600-tallet ankommer nær død af sult til Japan og ender som rådgiver for kejseren. Det er også blevet til en vild fårejagt; Haruki Murakamis første bog, der blev oversat til dansk, og som bestemt tåler et genhør.

 

overallsSleepMosbergs

 

Kombinantionen af håndarbejde og lydbog er perfekt for mig. Jeg kan ikke høre lydbog uden at lave noget, og håndsyningen bliver for kedelig, hvis der ikke sker noget andet imens. Jeg er stor fan af eReolen, som giver mig skattebetalt adgang til lydbøger og ebøger, selvom jeg godt kan frygte, at det er en service, der på sigt kommer til helt at underminere folkebiblioteket.

Ghetto-spillet

Jeg plejer egentlig at lave et hyggeligt lille indlæg om pudsige, sjove eller flotte fund, men det har jeg ikke lyst til denne fredagsaften. I stedet har jeg lyst til at dele nogle tanker om læring og integration i relation til, at regeringen i går præsenterede endnu et såkaldt ghettoudspil.

 

Hvis det var et spørgsmål om læring

På vej til arbejde i dag, hvor jeg skulle undervise om emnet læring og adfærdspsykologi, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvad der ville ske, hvis man så de udsatte boligområder og deres beboere med læringsbriller på. Selvom man måske umiddelbart kan tænke, at læring og integration ikke har meget med hinanden at gøre, giver det faktisk overordentlig god mening at koble de to. Ifølge professor i læring, Knud Illeris, kan læring nemlig forstås som ”[…] enhver proces, der hos levende organismer fører til en varig kapacitets-ændring, og som ikke kun skyldes glemsel, biologisk modning eller aldring” (2009, p. 15). At blive en velfungerende del af et nyt samfund er bestemt en proces, der medfører og kræver varige kapacitetsændringer både af den nytilkomne og af samfundet.

 

Double bind

Ser vi på den måde, hvorpå beboerne i de såkaldte ghettoer fremstilles i regeringens udspil – og i megen politisk retorik i det hele taget – så er det som nogen, der enten er uvillige eller ude af stand til at lære, til at forandre sig. Der bliver fx talt om at være uden for pædagogisk rækkevidde, parallelsamfund, forældre der ikke vil deres børn det bedste og om sorte pletter på danmarkskortet. Ud fra en traditionel adfærdsøkonomisk optik, kan vi måske sige, at beboerne fremstilles som irrationelle subjekter, der ikke er i stand til at tage optimale valg. På den anden side beror mange af forslagene i udspillet på en forestilling om, at hvis bare der sanktioneres nok, vil de ramte personers evne til at tage rationelle, profitmaksimerende valg alligevel indfinde sig. Der skabes altså en paradoksal position, som det er umådeligt svært og utrygt at befinde sig i.

 

Motivation er alfa og omega

De fleste, som beskæftiger sig med at understøtte andres læring ved, at det sjældent er et godt udgangpunkt for frugtbar læring, hvis man starter med at fortælle de lærende, at de er grundlæggende forkerte, og at man i øvrigt ikke venter, at de er i stand til at lære noget. Ikke mindst fungerer den fremgangsmåde dårligt, fordi motivation er umådeligt vigtigt for at skabe en god læringsproces. At give sig i kast med den læring, der virkelig flytter noget, er nemlig krævende og ikke altid videre behageligt, fordi det indebærer, at den lærende bliver nød til at ændre sine eksisterende forståelser af verden. Det er altså en proces, der kræver overskud og godt med motivation for at lykkes. Hvis forandringen af de udsatte boligområder anskues som en læringsproces, er regeringen allerede bagude på point.

 

Et fælles udgangspunkt

Hvad kunne man gøre i stedet for at udføre endnu et politisk ghettopakkestuntnummer? Det har jeg bestemt ikke det ultimative svar på. Men set med læringsbriller på, så går integrationsopgaven ud på at skabe en god læringssituation. Det kan fx ske ved, at man starter med at finde ud af, hvordan verden ser ud for den lærende og begynder der. Det giver et langt bedre udgangpunkt for at igangsætte den forandringsproces, som læring er. Alternativet er, at man bare går ud fra, at den lærende ser verden som en selv og derfor arbejder ud fra den forudsætning. Når det så viser sig ikke at være tilfældet, kan det ligge lige for enten at udråbe den lærende som dum eller uvillig. Det er nemmere end at overveje, om man måske har fejlet som lærer. Selv sagt vil der være nogen, der har motivation og viljestyrke nok til at flytte sig og lære, selv i en situation, der er uforståelig og uklar, men for mange vil det bare resultere i, at de lærer, at de ikke kan finde ud af tingene, eller at læreren er dum eller ikke vil dem det godt. På den måde opstår der barrierer imod en mere frugtbar læring.

 

Praksisfællesskabet Danmark

At etablere en fælles forståelse er kun første skridt, for det fører ikke i sig selv til læring, ds. forandring. Det næste skridt er at indlemme den lærende i den praksis – ds. de måder at handle, vide og føle på – som man ønsker, at de skal blive en del af. Det gør man bedst ved samhandling, snak alene er sjældent nok. For at indlemme nogen i et praksisfællesskab – i dette tilfælde det danske samfund – kræver det bla. at de får adgang til den viden og de redskaber, der er nødvendige for at udøve den pågældende praksis. Med andre ord er det helt igennem vigtigt og legitimt at være tydelig omkring, hvordan det danske samfund fungerer, og hvad der opfattes som acceptable måder, at være en del af samfundet på. På det punkt har integrationsindsatsen i mange år fejlet ved ikke at gøre dette. Vi har tænkt, at det var tydeligt, hvad der blev forventet, og at det var klart, hvordan samfundet fugerede. Men det er faktisk netop svært at genneskue i et samfund som det danske, fordi normer ofte er underforståede snarere end udtalte.

 

Tænk hvis …

Hvor ville det være opløftende, hvis man fra øverste hold i stedet for at smide endnu et ghettoudspil i hovedet på nogle mennesker, der allerede er rigeligt stigmatiserede i forvejen, gjorde noget af følgende:

  • Ikke skar alle over en kam, men forholdt sig nuanceret til de forskellige områder og beboerne.
  • Startede med at fokusere på alle de tiltag, der var gået godt, og på de positive udviklinger, der var i hvert enkelt område, og herefter kom med udspil til, hvordan disse udviklinger kunne underbygges og styrkes.
  • Startede med at tale med beboerne i de udpegede områder for at høre, hvad de mente, der fungerede godt og mindre godt i deres område, og hvilke forslag de havde til at tackle de problemer, der var.
  • Overvejede om folks handlinger ikke var udtryk for modvilje eller ondskab, men faktisk gav mening for dem og den måde de forstod deres situation på, og derfor forsøgte at forstå dette udgangpunkt og på den baggrund begyndte at arbejde med en fælles strategier for forandring.

Faktisk sker dette jo allerede rundt om i mange områder i det lokale indsatser. Men de forsvinder helt ud af billedet, når man fra øverste hold vælger fuldstændigt at overse og overhøre dem og snarere synes at blæse problemer ud af proportion og kommer med dramatiske pseudoløsninger på disse.

 

Illeris, K. (2009/2006). Læring. København: Roskilde Universitetsforlag.

En tosset dukkesamler

Sidste sommer købte jeg en Blythe-dukke til mig selv, og det blev startskudet på en hobby, som jeg har meget glæde ud af. Da jeg fortalte min mor om mine dukker i efteråret, syntes hun, det var spændende, men hun sagde også: “nu, må du altså ikke ende som sådan en tosset dukkesamler”. Det forsikrede jeg hende om, at jeg nok skulle lade være med, med siden har det ene ført det andet med sig …

 

IMG_0303

 

Verden set med dukkesamlerøjne

For det første har jeg fået et nyt blik på verden: et dukkesamler blik. Samtidig med at jeg forholder mig til tingene, som jeg plejer, ser jeg også med nye øjne på mangt og meget. Gammelt ragelse kan måske laves om til dukketilbehør, og sager jeg aldrig ville kaste et blik på før, fanger nu min interesse, fordi de passer ind i min dukkeverden. For eksempel kom jeg i efteråret i tanke om, at der vist stod en kuffert med gammelt dukketøj hjemme hos minde forældre. Den havde jeg ikke skænket en tanke i mere end 20 år, men pludselig var den værdifuld som guld, og jeg kunne slet ikke udholde tanken om, at den måske i mellemtiden var røget ud i en oprydning. Det var den heldigvis ikke. Det var sjovt at gense det gamle dukketøj og alle de minder, det bragte med sig. Der var kjoler, jeg havde købt i kælderen hos en gammel syerske før jeg fyldte fem. Der var Daisy-sko i klare farver, og en masse blankt Barbie-tøj, som var slidt helt i stykker og bare røg ud. Det er også sjovt at se tøjet igen, fordi jeg ser det med en voksens blik, samtidig med at jeg gemmer barnets minder i mig. Det tøj, som jeg dengang bedst kunne lide, det købte Barbie-tøj, siger mig ikke noget i dag. Det gør derimod det håndsyede tøj, som jeg den gang fandt både grimt og kedelig. Det føles som en stor gave at få alt dette igen, men på en ny måde.

 

DukkesamlerMosbergs

 

Nu med dukkehus

Når man først har fået et dukkesamler blik bliver ingenting det samme igen. Tværtimod griber det om sig. Det gik nemlig op for mig, at hvis jeg kunne samle på dukker, kunne jeg jo også samle på dukkehuse. For nogle år siden fik jeg min mosters dukkehus, som er lavet af min morfar, og som hun ikke havde plads til. Tanken var, at jeg kunne sætte det i stand sammen med datteren, som så kunne lege med det. Men det blev hurtigt klart, at hun ikke rigtig havde interesse for det. I stedet endte huset som boghus i stuen, og det faldt mig aldrig ind, at jeg jo kunne sætte det i stand for min egen skyld. Min mor har et dukkehus magen til min mosters, også lavet af min morfar, som jeg har leget med som barn. Det havde stået på loftet i mange år, uden at jeg havde skænket det mange tanker. Til jul fik en såkaldt Middie-dukke i julegave af min søde mand. Denne dukke er kun 20 cm høj og perfekt til min mors dukkehus, som pludselig blev yderst interessant. Min morfar lavede det nemlig ikke i det typiske dukkehus format 1:12, men snarere 1:9. Det ærgede mig usigeligt som barn, fordi huset var for stort til alle de smarte Lundby dukkemøbler, men til min Middie er huset perfekt. Så nu er jeg ikke bare dukkesamler, men har også et skrummel af et dukkehus, som jeg så småt er gået i gang med at renovere.

 

DukkesamlerMosbergsDukkesamlerMosbergsm

 

Ét dukkehus fra eller til …

Historien slutter ikke her, for der kommer endnu et dejligt dukkehus til inden længe. Min kære faster er nemlig også glad for dukker, og hun indrettede sammen med sit barnebarn et dukkehus, som hun samlede ting til i mange år. Huset bliver ikke længere brugt, og var, til min fasters skræk, mere eller mindre endt som skohylde, der hvor det blev opbevaret. Da hun hørte om min dukke-hobby, spurgte hun, om jeg kunne tænke mig at arve dukkehuset med alt tilbehøret. Selvom jeg aldrig har set huset, sagde jeg med det samme ja, for jeg ved, at det må være vidunderligt, når det er min faster, der har sat det sammen. Der går et stykke tid til, at jeg kan hente det, men jeg glæder mig allerede som et lille barn, til at føje endnu et hus til samlingen. Det betyder vel, at jeg ikke bare er dukkesamler, men også samler på dukkehuse! Måske nærmer jeg mig det territorium, som jeg lovede min mor at undgå. Jeg er dog ligeglad, for det er så dejligt at lege med dukker.

 

DukkesamlerMosbergs

 

Hvis du vil følge med i mit dukkeeventyr, så har de deres egen Instagram-konto: @dea_doll .

 

 

Afslutninger og begyndelser

Jeg er gået igennem døren til det nye år, som stadig står på klem bag ved mig. 2017 er ikke et år, jeg lige bliver færdig med, bare fordi batterierne er fyret af og nu står og bliver opløst af regnen ude på villavejene.

2017 har på mange måder været et af de værste år i mit liv, men samtidig har det ført virkelig megen personlig vækst og udvikling med sig. På denne tid sidste år fik vi først at vide, at min mand nok havde cancer, så at det var falsk alarm, og så at der alligevel var tale om en anden og ganske alvorlig form for cancer. Det første halve år kæmpede han for sit liv igennem en række af skrappe kemokure og indlæggelser med infektioner, mens jeg kæmpede for at holde sammen på resten og ikke mindst sikre en så tryg tid for vores børn som muligt. Familie og venner stod i kø for at hjælpe og opmuntre, ligesom der var stor forståelse fra mit arbejde – og tusind tak for det! Vi fik os alle kæmpet igennem, og min mand er erklæret helt rask i dag. Den anden halvdel af 2017 har vi så brugt på at komme os, slikke sårene og reorientere os i en verden, der ikke har forandret sig, men føles anderledes, fordi vi har ændret os igennem forløbet. Aldrig har jeg været så helt igennem udmattet. Også min mand og børnene har brugt det sidste halve år på at komme sig. Kroppen er nedbrudt efter intensiv kemo, og tæppet er revet væk under en, når ens forældre pludselig kan dø. Dag efter dag har vi restitueret os, og vi ved at være på den anden side. Jeg står over for 2018 som et tomt kar. Jeg har ikke en masse planer og forestillinger. Det er på mange måder stadig en dag af gangen. Slet ikke et dårligt sted at være.

Midt i min kamp og udmattelse havde jeg behov for ny energi, og det fandt jeg ved at vende tilbage til kreative sysler og hobbies, som jeg længe ikke havde givet mig tid til. Det var også derfor, at jeg gav mig til at blogge. Jeg havde brug for at fokusere på noget andet end sygdom og kamp og mit arbejde. Den del af 2017 har været fantastisk og inspirerende. Jeg har ikke noget klart billede af, hvad der skal ske med det kreative heller. Men jeg vil gerne udvikle mig videre og holder øje med åbninger og muligheder.

Måske har du som jeg haft et aldeles svært 2017. Måske har det været det bedste år i dit liv. Måske har det bare været endnu et år i en lang række af ens år, der hober sig op. Uanset hvad vil jeg ønske dig en god start på 2018 og håbe på, at det bliver et år, som byder på udvikling, styrke til at møde både glæder og sorger, og masser af liv.

IMG_3837

Om følelser og hvad man gør med dem

Vi mennesker er kroppe i verden, der indoptager alskens sansninger, som omsættes til indtryk og følelser af mange forskellige slags. Jeg ligger med influenza i disse dage, og forsøger samtidig at mande mig op til at skrive på et bogkapitel og læse Baumgarden og Schiller, der begge skriver om æstetik. Det interessante ved de to er, at de begge er optaget af mennesket som mere end et fornuftsvæsen. Faktisk plæderer de begge for, at oplysningstidens nye menneske må finde plads til krop og følelser for at være i balance og kunne påtage sig den frihed, som er en del af oplysningstidens projekt. Det lyder måske ikke revolutionerende i nutidens ører, men på den tid, var det en helt ny måde at se tingene på. De ser begge de æstetiske processer som det, der bygger bro mellem menneskets to modsatrettede impulser. Det, jeg lidt smart her, vil kalde fornuft og følelser. – Og selvom nogen ikke synes, at hun er fin nok, vil Jane Austen fans vide, at det lige netop er denne morale, som kommer til udtryk i romanen Sense and sensibility. Bogens to heltinder repræsenterer på den ene side for megen fornuft og for megen følelse. De skal begge igennem svære tider, hvor de lærer, at der må findes en balance, før livet flasker sig for dem.

MosbergsMoesgaard Strand

Der hvor jeg vil hen med alle denne filosofi og litteratur er, at følelser er dejlige og svære og ikke altid lige nemme at håndtere. Især kvinder er kendt for at have alt for mange og voldsomme følelser. Dettte er igennem historien blevet brugt af mænd som et argument for at diskvalificere kvindekønnet igen og igen. Derfor kan man også som kvinde nemt opbygge en vis ambivalens over for sit eget følelsesliv. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Så hvad er det lige, man gør med alle de følelser?

For lidt og for meget

Samtidens visdom om følelser går i flere retninger. Jeg ridser det lidt hårdt og unuanceret op her: Mantraet fra ungdomsoprøret, som vi på mange måder stadig lever med, siger, med god inspiration fra bla. Freud, at man skal følge sine følelser i stedet for at lukke dem inde og blive neurotisk og hæmmet. Kommer vi ud for voldsomme hændelser som færdselsulykker og den slags, bliver der fra samfundets side straks stillet en krisepsykolog til rådighed. Den allestednærværende Svend Brinkmann, på den anden side, trækker på stoikernes lære og siger: Stop med at mærke efter. Ligeledes har Lone Frank for et par uger siden i Weekendavisen skrevet om den nyeste forskning,  der begynder at  spørge, om det nogle gange kan være gavnligt for individ og samfund, at man “bare bider det i sig” og kommer videre.

 

Min egen balance

Der hvor jeg prøver at finde mine ben i alle disse modsatrettede impulser er, at jeg øver mig på at mærke mine følelser. Altså at blive klar over, hvad det er for følelser, der rumsterer i mig, og hvad jeg dermed prøver at sige til mig selv. Det lyder måske underligt, men jeg gør det faktisk for at undgå, at mine følelser løber af med mig. Altså at jeg reagerer på ren impuls fordi jeg er overvældet at ubehagelige følelser. Hvis jeg fx kæmper med at skrive på arbejdet, som jeg gør lige nu, så vil det typiske sætte en masse følelser i gang i mig. Først kedsomhed, så frustration, så præstationsangst og tvivl på mig selv, som hurtigt leder videre til fortvivlelse. Min sædvanlige opus moderanti er, at jeg går helt i stå med opgaven, når disse følelser bliver for stærke – og det gør de hurtigt for mig. I stedet foretager jeg overspringshandlinger eller bruge en masse energi på at sige til mig selv, at mit arbejde heller ikke passer til mig, og at jeg hellere må finde noget andet. Man kan sige, at jeg forsvarer mig mod følelserne eller prøve at imødekomme dem, uden at forholde mig til dem. Altså for megen følelse for at blive i Jane Austen universet. Andre gange har jeg i perioder kunnet lægge låg på, fx under ekstremt stort pres. Det fungerer bedre end den første strategi, men kun for en tid, for bagefter er jeg drænet og helt igennem udmattet i måneder. Her er der for megen fornuft. En gang imellem lykkes det mig heldigvis i stedet for at stoppe op og spørge mig selv, hvad det er for følelser, jeg har. Når jeg har identificeret følelsen, og hvad den er udtryk for, kommer der ro på, så jeg både kan håndtere følelsen og de opgaver, jeg står over for. Her bygges broen for mig mellem følelser og fornuft.

GemGem

GemGem