God påske

Selvom vejret godt kunne være mere påskeagtigt, er det dejligt med påskeferie. Jeg nyder både at have fri og at have en lejlighed til at samle familien. I dag står på fætterhygge, bagning og forårspyntning i huset.

 

paaske18Mosbergs

 

Hvad du end bruger de næste dage på, vil jeg ønske dig en skøn påske!

Reklamer

Fredagsfund: Forårsfugle

Den anden dag, da jeg kørte på arbejde, stod der en vibe bomstille på marken. Det var svært for mig at afgøre, om den så lidt fortabt ud, eller om den skuede med ejermine ud over landskabet. Men den var der, og synet gjorde mig glad. Denne uges fredagsfund har fokus på nogen af de fugle, der varsler foråret komme, hvad enten de selv lige er ankommet, eller de er gået igang med at synge igen efter en lang vinter.

 

Tidlig fugl

Den første fugl er ikke nogen specifik fugl. – Men tidlig fugl, som designet hedder, kan vel godt være en forårsfugl? ZIBtextile laver nogle virkelig flotte og behagelige leggings, og jeg er en tilbagevendende kunde. Måske skulle jeg vælge dette fuglemotiv næste gang, jeg har slidt et par af deres leggings op …

earlyBird
Foto via ZIBtextile

 

Lærke

Når lærken synger på marken, som den gør nu, så må det da være forår! Celiea Hart skaber de skønneste linoleumstryk, som hun derefter scanner og overfører til de postkort, som hun sælger i sin etsy-butik. Der er masser af forårsstemning i dette kort, som hun har kaldet “Up with the lark”.

lark
Foto og tryk Celia Hart

 

Stær

Selvom jeg ikke selv har set og hørt nogen, så ved jeg, at stæren er vendt tilbage efter vinteren. Den fornøjede fugl er skøn at se på, også når den optræder i brocheform, som her. Træbrochen er håndmalet og fundet i etsy-butikken Smock & Ballpoint.

starling
Foto via Smock & Ballpoint

 

Solsort

Det er flere uger siden, at jeg gik ud en aften i skumringen i et mindre snevejr og hørte, den første solsort synge i en af nabohaverne. Det gav mig forårshåb, dér midt i kulden. Solsorten herunder er dog mere til varme. Det er nemlig en vintage keramiksolsort, som har været brugt til at sætte i en pie, når den skulle bages, så luften kunne slippe ud. Dette fine eksemplar sælges af HalyconRetro.

blackbird
Foto via HalyconRetro

 

Ønsker alle en dejlig påske med masser af fuglesang.

 

 

En finger til konkurrencesamfundet

Vi lever i et konkurrencesamfund, som på forskellige måder fungerer ved at sætte mennesker op imod hinanden og sammenligne dem. Det er mange forskellige mekanismer i samfundet, som trækker i den retning og har gjort det længe. Det forekommer mig, at presset hele tiden øges.

 

Kernen i samfundet?

Konkurrence er fx helt central for markedskapitalisme, i en grad at det nærmest anses for at være en naturlov, at konkurrence er godt. Men også den socialistiske velfærdsstat har længe indoptager konkurrenceparametre i sit virke; institutioner måles og sammenlignes, skolebørn sammenlignes både nationalt og internationalt, på arbejdet måles og sammenlignes vore præstationer. Samtidig hører vi hele tiden, at vi ligger i konkurrence med hele verden om et eller andet ikke nærmere defineret, der skal sikre os gode liv og tryghed. Det er heller ikke længe siden, at det skabte overskrifter, at danskerne nu er rykket endnu et trin ned på lykkemålingsskalaen, overhalet af både Norge og Finland. – For selvfølgelig er lykke noget, vi konkurrer om at være bedst til.

Mange unge føler sig også under pres fra af de billeder og fortællinger, som de ser på sociale netværksmedier, fordi det ligger så lige for at sammenligne. – Og det kan ærlig talt være vanskeligt at “vinde” en sammenligning, når man sammenligner sig selv oplevet indefra med andre, der kun opleves udefra. Når vores gøren og laden på sociale netværksmedier ydermere valideres med likes eller kommentarer, giver det endnu mere grund til at sammenligne – for hvorfor får hun flere likes, end mig, og hvad har han, som jeg ikke har?

 

IceFjordMosbergs

 

Et grundlæggende impuls?

En biolog eller psykolog ville sikkert tilføje, at trangen til at sammenlinge og konkurrere er oldgammel og bare ændrer sig med tidernes skiften og finder nye udtryk. At der er tale om et urgammel impuls, og at det fleste arter til enhver tid fx har udviklet måder, hvorpå det bliver tydeligt, hvem der er de stærkeste eller mest intelligente individer. At det er nødvendigt med disse sammenligninger og konkurrencer, fordi det til enhver tid dels gælder artens overlevelse, dels at individet får spredt sine gener mest muligt.  Dertil er der at sige, at vi mennesker er mere end vores biologi. Vi er netop kulturelle væsner, åndsvæsner, som har udviklet os og ændret os mere end nogen anden art. Vi kan, selvom det ofte er svært, sige fra og til.

Det hører selvfølgelig med til historien, at konkurrence ikke nødvendigvis er noget skidt. Mange vil måske ligefrem sige, at det er den vigtigste drivkraft, som vi mennesker har. – Ja, konkurrence og sammenligning har sikkert en plads, men der kan også tage overhånd. – Tilværelsen er ikke et nulsumsspil, hvor meget magtfulde mennesker end tror og påstår det. Personligt vil jeg hellere lade mig inspirere af dem, der i stedet taler den kollektive drivkraft, der findes i samarbejde og omsorg. Læs fx Donna Harraways kritik af dyrestudiers fokus på konkurrence frem for samarbejde i Simians, cyborgs and women.

 

Det gode nok liv – endnu en gang

Som mange andre kæmper jeg selv med trangen til at sammenligne mig med andre, og til at forsøge at være bedst. Ikke mindst i forhold til mit arbejde. Nu arbejder jeg desværre i en meget konkurrenceorienteret branche, så det ligger lige for denne stræben og målen og sammenlignen sig selv med andre. Men jeg har for længe siden bestemt, at jeg ikke vil lægge under for det pres, som både kommer indefra og udefra. Jeg vil ikke måle værdien af mit liv og virke i forhold til, om jeg kommer foran nogen andre, får flere udmærkelser, større netværk, mere opmærksomhed og omtale, og hvordan den slags nu ellers kan komme til udtryk. Her kommer ideen om det “gode nok liv” ind endnu en gang. Jeg har bestemt mig for, at succes for mig er at gøre mit arbejde godt – ikke strålende, exceptionelt eller bedst, bare godt nok.

For mig er livet for kort til at kaste sig over konkurrencen og lade den opsluge alt i jagten på tinderne. Men det betyder ikke, at trangen til at sammenligne mig selv med andre eller til at konkurrere går væk. Hele tiden dukker den indre stemme op, som minder mig om, at jeg ikke brillerer, og hele tiden må jeg huske mig selv på, hvad jeg stiler imod: at have det godt, at gøre en forskel for andre i det daglige, at skabe, at glædes over de små ting, at udvikle mig. Jeg vil gerne arbejde for en dagligdag og et samfund, hvor det er der er plads til den slags succeskriterier, og jeg vil gerne lære mine børn, at de ikke skal måle sig med andre, at det ikke er nødvendigt at komme først. Jeg vil gerne give konkurrencesamfundet fingeren og slå et slag for det gode nok liv.

 

IceMosbergs

Fredagsfund: Lille, mindre, micro

Jeg er stadig ikke færdig med Japan, og i denne uge fokuserer fredagsfund på et fænomen, der på japansk kaldes “kyosho jutaku“. Det er meget små boliger, som i Japan kan findes i såvel tætbebyggede storbyer, som i mindre byer og landsbyer. Vi stødte selv på flere af slagsen under vores besøg i Tokyo, og alene størrelsen gør dem fascinerende. Det at bygge bittesmå hjem er blevet lidt af en japansk specialitet, og mange af disse bygninger er også spændende rent arkitektonisk.

Der er flere grunde til, at der bliver bygget flere og flere små beboelseshuse i Japan. For det første kan det være svært at finde ledige grunde. For det andet er grundpriserne virkeligt høje, og derfor udstykkes de ofte i mange små stykker. For det tredje er det normalt i Japan, at huse bygget i nyere tid rives ned efter 15-30 år og erstattes af nye. (Dette sidste er et komplekst fænomen, som man kan læse mere om i denne rapport af Richard Koo og Masaya Sasika).

 

Nishizawa bygningen

Grunden er bare 4×8 meter, men det var nok til at arkitekten Ryue Nishizawa kunne skabe en spændende kombineret bolig og kontor til et par skribenter, som ønskede at bo midt i byen. For at sikre masser af lys består facaden af glas, mens privatlivet er sikret med grønne planter og sågar et gardin.

Nishizawa
Foto af Iwan Baan

 

indoors
Foto af Iwan Baan

 

plants
Foto af Iwan Baan

 

Lucky Drops

Ingen grund er tilsyneladende for smal, til at en japansk arkitekt kan bygge en fascinerende bolig der. I dette tilfælde er grunden lidt over tre meter bred men snævrer ind i en slags trapezform til bare 0,8 meter. Til gengæld er grunden 29 meter lang. Her har Atelier Tekuto bygget et hus, der ligner en dråbeformet rispapirslampe. Jeg kunne godt tænkte mig at se huset møbleret, hvis det i det hele taget er muligt, men det har jeg desværre ikke kunnet finde nogen billeder af.

drops1.jpg
Foto Makoto Yoshida

 

drops2.jpg
Foto Makoto Yoshida

 

drops3.jpg
Foto Makoto Yoshida

 

Shinjuku small

Junpei Nousaku Architects har tegnet denne smukke bolig, som ligger i Tokyo. Her udnyttes husets langside med glasfacader, for at indfange så meget sollys som muligt. Opholdsrummet har en imponerende højde, mens mere private funktioner som soveværelse og bad er gemt væk i kasser over flere etager.

shinjuku011.jpg
Foto via Junpei Nousaku Architects

 

shinjuku1
Foto via Junpei Nousaku Architects

 

3居間低
Foto via Junpei Nousaku Architects

 

Syv niveauer på to etager

Det sidste hus, tegnet af Tato Architects, er ikke stort efter dansk målestok, men det er heller ikke et rigtigt kyosho jutaku. Når jeg alligevel har det med, er det fordi, det er smukt og udfordrer ideer om, hvordan et hjem skal være. Der er nemlig ikke mange skillevægge i huset, fordi familien ønskede mærke hinandens nærvær, lige meget hvor de opholdt sig. For alligevel at sikre mulighed for privatliv og for at skabe et spændende rum, er der i stedet bygget syv niveauer, som spænder over to etager.

yo-shimada-house-miyamoto-designboom-02
Foto Shinkenchiku Sha

 

yo-shimada-house-miyamoto-designboom-07

 

yo-shimada-house-miyamoto-designboom-05

Håndarbejde og hoved-rengøring

Jeg lever af at bruge mit hoved. Som forsker og underviser består mit arbejde i at bearbejde, analysere og formilde mere eller mindre indviklet stof. Når jeg trænger til en hoved-rengøring – og det gør jeg tit – tyer jeg som regel til håndarbejde eller gåture. Havearbejde og bagning fungerer i øvrigt også fint.

 

Lydbøger og dukketøj

Lige for tiden slapper jeg af med at sy dukketøj og høre lydbøger. Jeg syr i hånden, selvom det er tidskrævende; kanter hvert stykke udklippet stof med små sting, før jeg fæster delene sammen. Langsommelighed og gentagelsen af den samme bevægelse er netop pointen. Læg dertil lyden af en stemme, der læser op. – Det hensætter mig i en så nær-meditativ tilstand, som jeg mit rastløse sind kan holde udholde.

 

overallsMosberg

 

I  min sofa med sytøjet i hænderne, har jeg grinet højt af David Foster Wallaces indgående beskrivelse og analyse af et luksuskrydstoget i 1990erne. Jeg har lært om japansk historie, europæisk søfart og handelsbestræbelser fra Giles Miltons fængslende historie om den engelske styrmand, der i 1600-tallet ankommer nær død af sult til Japan og ender som rådgiver for kejseren. Det er også blevet til en vild fårejagt; Haruki Murakamis første bog, der blev oversat til dansk, og som bestemt tåler et genhør.

 

overallsSleepMosbergs

 

Kombinantionen af håndarbejde og lydbog er perfekt for mig. Jeg kan ikke høre lydbog uden at lave noget, og håndsyningen bliver for kedelig, hvis der ikke sker noget andet imens. Jeg er stor fan af eReolen, som giver mig skattebetalt adgang til lydbøger og ebøger, selvom jeg godt kan frygte, at det er en service, der på sigt kommer til helt at underminere folkebiblioteket.

Fredagsfund: Forårsfornemmelser i farve

Sneen er ved at være smeltet, og nu må det gerne være sidste gang for i år, synes jeg. Efter gråvejr og snelandskaber trænger mine øjne til farver og forårstegn, og der er fokus på begge dele i denne uges fredagsfund.

 

Forårsfine æg

Hvis du mangler et farverigt og humørfyldt indslag til dit påskebord, så er disse svømmepigeæg  begge dele.  Der er anvisninger og flere billeder på bloggen Handmade Charlotte.

PoolPartyEggs-done1.690
Foto via Hanmade Charlotte

 

Jeg er også ret forliebt i disse æg dekoreret med decoupageteknik og naturlige blomster. Der er anvisninger på bloggen Say yes.

sayYesEggs
Foto via Say yes

 

 

Forårsgrønne småkager

Matcha te har den skønneste grønne farve og en dejlig smag, når bitterheden modereres af noget sødt. Jeg synes, at disse grønne småkager, som henter smag og farve fra den grønne te, er meget forårsfestlige og tænker, at de skal være en del af mit påskebord i år. Opskriften er fra bloggen Ahu Eats.

Matcha-Cookies-2.jpg
Foto via Ahu eats

 

Farveflor

Løgplanterne lyser foråret op med alle deres farver. Hent farverne og forårsfornemmelserne ind ved fx at samle nogle løgplanter på et fad. Her er der hentet inspiration fra Isabellas.

løg

 

Solgul regnfrakke

Gul er en glad farve synes jeg og perfekt til regnvejr. Jeg har selv et par knaldgule gummistøvler, som jeg altid bliver i godt humør af at tage på. Det er samme er tilfældet med denne regnfrakke fra Gudrun Sjöden, som med farve og mønster signalerer sol og forårsblomster.

rumble
Foto via Gudrun Sjöden

GemGemGemGem

Ghetto-spillet

Jeg plejer egentlig at lave et hyggeligt lille indlæg om pudsige, sjove eller flotte fund, men det har jeg ikke lyst til denne fredagsaften. I stedet har jeg lyst til at dele nogle tanker om læring og integration i relation til, at regeringen i går præsenterede endnu et såkaldt ghettoudspil.

 

Hvis det var et spørgsmål om læring

På vej til arbejde i dag, hvor jeg skulle undervise om emnet læring og adfærdspsykologi, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvad der ville ske, hvis man så de udsatte boligområder og deres beboere med læringsbriller på. Selvom man måske umiddelbart kan tænke, at læring og integration ikke har meget med hinanden at gøre, giver det faktisk overordentlig god mening at koble de to. Ifølge professor i læring, Knud Illeris, kan læring nemlig forstås som ”[…] enhver proces, der hos levende organismer fører til en varig kapacitets-ændring, og som ikke kun skyldes glemsel, biologisk modning eller aldring” (2009, p. 15). At blive en velfungerende del af et nyt samfund er bestemt en proces, der medfører og kræver varige kapacitetsændringer både af den nytilkomne og af samfundet.

 

Double bind

Ser vi på den måde, hvorpå beboerne i de såkaldte ghettoer fremstilles i regeringens udspil – og i megen politisk retorik i det hele taget – så er det som nogen, der enten er uvillige eller ude af stand til at lære, til at forandre sig. Der bliver fx talt om at være uden for pædagogisk rækkevidde, parallelsamfund, forældre der ikke vil deres børn det bedste og om sorte pletter på danmarkskortet. Ud fra en traditionel adfærdsøkonomisk optik, kan vi måske sige, at beboerne fremstilles som irrationelle subjekter, der ikke er i stand til at tage optimale valg. På den anden side beror mange af forslagene i udspillet på en forestilling om, at hvis bare der sanktioneres nok, vil de ramte personers evne til at tage rationelle, profitmaksimerende valg alligevel indfinde sig. Der skabes altså en paradoksal position, som det er umådeligt svært og utrygt at befinde sig i.

 

Motivation er alfa og omega

De fleste, som beskæftiger sig med at understøtte andres læring ved, at det sjældent er et godt udgangpunkt for frugtbar læring, hvis man starter med at fortælle de lærende, at de er grundlæggende forkerte, og at man i øvrigt ikke venter, at de er i stand til at lære noget. Ikke mindst fungerer den fremgangsmåde dårligt, fordi motivation er umådeligt vigtigt for at skabe en god læringsproces. At give sig i kast med den læring, der virkelig flytter noget, er nemlig krævende og ikke altid videre behageligt, fordi det indebærer, at den lærende bliver nød til at ændre sine eksisterende forståelser af verden. Det er altså en proces, der kræver overskud og godt med motivation for at lykkes. Hvis forandringen af de udsatte boligområder anskues som en læringsproces, er regeringen allerede bagude på point.

 

Et fælles udgangspunkt

Hvad kunne man gøre i stedet for at udføre endnu et politisk ghettopakkestuntnummer? Det har jeg bestemt ikke det ultimative svar på. Men set med læringsbriller på, så går integrationsopgaven ud på at skabe en god læringssituation. Det kan fx ske ved, at man starter med at finde ud af, hvordan verden ser ud for den lærende og begynder der. Det giver et langt bedre udgangpunkt for at igangsætte den forandringsproces, som læring er. Alternativet er, at man bare går ud fra, at den lærende ser verden som en selv og derfor arbejder ud fra den forudsætning. Når det så viser sig ikke at være tilfældet, kan det ligge lige for enten at udråbe den lærende som dum eller uvillig. Det er nemmere end at overveje, om man måske har fejlet som lærer. Selv sagt vil der være nogen, der har motivation og viljestyrke nok til at flytte sig og lære, selv i en situation, der er uforståelig og uklar, men for mange vil det bare resultere i, at de lærer, at de ikke kan finde ud af tingene, eller at læreren er dum eller ikke vil dem det godt. På den måde opstår der barrierer imod en mere frugtbar læring.

 

Praksisfællesskabet Danmark

At etablere en fælles forståelse er kun første skridt, for det fører ikke i sig selv til læring, ds. forandring. Det næste skridt er at indlemme den lærende i den praksis – ds. de måder at handle, vide og føle på – som man ønsker, at de skal blive en del af. Det gør man bedst ved samhandling, snak alene er sjældent nok. For at indlemme nogen i et praksisfællesskab – i dette tilfælde det danske samfund – kræver det bla. at de får adgang til den viden og de redskaber, der er nødvendige for at udøve den pågældende praksis. Med andre ord er det helt igennem vigtigt og legitimt at være tydelig omkring, hvordan det danske samfund fungerer, og hvad der opfattes som acceptable måder, at være en del af samfundet på. På det punkt har integrationsindsatsen i mange år fejlet ved ikke at gøre dette. Vi har tænkt, at det var tydeligt, hvad der blev forventet, og at det var klart, hvordan samfundet fugerede. Men det er faktisk netop svært at genneskue i et samfund som det danske, fordi normer ofte er underforståede snarere end udtalte.

 

Tænk hvis …

Hvor ville det være opløftende, hvis man fra øverste hold i stedet for at smide endnu et ghettoudspil i hovedet på nogle mennesker, der allerede er rigeligt stigmatiserede i forvejen, gjorde noget af følgende:

  • Ikke skar alle over en kam, men forholdt sig nuanceret til de forskellige områder og beboerne.
  • Startede med at fokusere på alle de tiltag, der var gået godt, og på de positive udviklinger, der var i hvert enkelt område, og herefter kom med udspil til, hvordan disse udviklinger kunne underbygges og styrkes.
  • Startede med at tale med beboerne i de udpegede områder for at høre, hvad de mente, der fungerede godt og mindre godt i deres område, og hvilke forslag de havde til at tackle de problemer, der var.
  • Overvejede om folks handlinger ikke var udtryk for modvilje eller ondskab, men faktisk gav mening for dem og den måde de forstod deres situation på, og derfor forsøgte at forstå dette udgangpunkt og på den baggrund begyndte at arbejde med en fælles strategier for forandring.

Faktisk sker dette jo allerede rundt om i mange områder i det lokale indsatser. Men de forsvinder helt ud af billedet, når man fra øverste hold vælger fuldstændigt at overse og overhøre dem og snarere synes at blæse problemer ud af proportion og kommer med dramatiske pseudoløsninger på disse.

 

Illeris, K. (2009/2006). Læring. København: Roskilde Universitetsforlag.

Tokyo mon amour

Siden vores hjemkomst fra Tokyo sidste søndags, har jeg gået og tænkt over, hvad det er, der gør, at jeg er faldet så helt og aldeles for byen – og via den Japan. For det er jeg. Allerede i flyveren hjem, ville jeg bare tilbage igen. Det er mere end det skønne ved at have ferie og tilbringe vinterdage i solskin. Kort og godt føler jeg mig på en mærkelig måde både hjemme og helt aldeles fremmed. Sådan havde jeg det også første gang, jeg var i Tokyo for ti år siden, og sådan har jeg ikke haft det med andre steder.

 

BlossomsTokyoMosbergs

 

Det dobbelttydiges by

Når jeg prøver at sætte ord på, lyder det hurtigt som klicheer. Andre har sagt lignende ting før, men smukkere, bedre og med større indsigt. Ikke mindst Kristian Ditlev Jensen, hvis fine, lille bog Røde kager og grøn te, jeg havde med mig på rejsen og læste med stor glæde. Jeg vender tilbage til de to modsatrettede følelser af stor genkendelse og absolut fremmehed. – Er det ikke i bund og grund de to ting, der altid er til stede, når man forelsker sig i nogen eller noget? At genstanden for følelserne på den ene side er relaterbar og genkendelige, men på den anden side samtidig rummer mysterier, som man kun kan håbe på at afdække med tiden?

 

TokyoSculptureMosbergs

 

Samtidig er Tokyo og Japan også selv fuld af paradokser og kontraster. Larmende pop over for meditativ enkelhed, filosofisk eftertanke over for historisk grusomhed, traditionsrig skønhed over for plasticskrammel, regelrethed over for frivolitet. Alt sammen kontraster, der skaber og afbalancerer hinanden.

 

Rum og regler

Japanere bliver ofte omtalt som reserverede, sky eller som nedladende over for fremmede. (På den måde minder de måske om danskere, selvom danskere aldrig bliver hverken lige så disciplinerede eller høflige.) Det lyder måske umiddelbart utiltalende, men for mig er den en medvirkende faktor til, at jeg føler mig godt tilpas og hjemme. Dels overvældes man ikke af mennesker, som vil tale med en eller røre ved en, fordi man er en eksotisk fremmed – det sidste ville nok aldrig falde en Japaner ind, men sker i mange andre asiatiske lande. Dels er japanere gode til at fortælle fremmede, hvad det er, man forventer af dem. Fordi man i Japan hænger sig i etikette, og i hvordan folk opfører sig, er det offentlige rum også fyldt med anvisninger for uvidende udlændinge. – Ikke mindst i metroen. Dette kan måske virke lidt rigidt og pertentlig, men jeg synes også, at det kan ses som udtryk for respekt og omsorgsfuldhed. Hvor mærkeligt det end lyder, så føler jeg mig i hvert fald godt tilpas i dette afmærkede spillerum – måske også i bevidstheden om, at jeg som fremmed ikke forventes at kende alle reglerne.

 

TokyoPosterMosbergs

 

Det skønne

Mere end alt andet, tiltrækker den særlige japanske æstetik, og hele filosofien bag, mig til landet. Det er de uforståelige, men fascinerende tegn. Det er madens smag og anretning. Det er kimonoens silke, tatamimåttens enkelhed. Det er den kærlighed og respekt, hvormed dygtige kunsthåndværkere stadig opretholder og udøver traditionelle håndværk som pottemageri, lakering af æsker eller farvning med indigo. Selvom Japan som alle andre steder bugner af masseproduceret plastic, er det også gennemsyret af disse andre genstande, der ikke bare er ting, men repræsenterer en lang historie og tradition.

 

GuardhouseImperialPalaceMosbergs

 

またね

Min tiltrækning af Tokyo ligger i summen af mange små og store ting, i foreningen af modsætninger, og i hvordan jeg er i stand til at være der. Det handler om æstetik, filosofi, men også om gement forbrug, og om den måde, livet flyder på. Dermed handler det også om at være turist, hvor nødig jeg end vil indrømme det. At jeg har et lille tidsrum, hvor tiden tilhører mig og min familie. At jeg kommer og tager væk igen, inden det bliver rigtig hverdag. Det skal dog ikke forklejne, at byen og landet har ramt mig i hjertet, og jeg glæder mig allerede til at komme tilbage igen. – Og igen.

 

TokyoMosbergs

 

 

Fredagsfund: Maskot maskot

Japan og Tokyo kører stadig rundt i kroppen på mig, og temaet for denne uges fredagsfund er japanske maskotter. I Japan er der en stor kærlighed til alt, der er nuttet (kawaii), og man bruger det nuttede i stort set alle sammenhænge. Alle, lige fra politiet til jernbaneselskabet, har selvfølgelig en kær maskot.

 

Pipo-kun

Tokyo Politis maskot hedder Pipo-kun og er en sød lille fyr med en antenne på hovedet.

antena

Han er en ældre herre, der fejrede 30 års jubilæum sidste år. Ifølge Japan Info kommer hans navn af de engelske ord for “folk” og “politi”, og han blev skabt for at give Tokyos politistyrke et mere venligt ansigt.

pipofamily

 

Michika Ekino

Tokyo Metros maskot, Michica Ekino, er af nyere dato og blev skabt i 2013 som et led i selskabets sociale mediestrategi. Måske derfor er hun ikke så tydelig på Tokyo Metros hjemeside, men har i stedet sin egen Facebook-side.

Michika

 

Sin unge alder til trods har Ekino ikke desto mindre allerede ført til en del kontroverser. Hun blev nemlig redesignet fra sit oprindelige lidt buttede og konservative udseende, til et mere regulært ainime-look. Man mente, at hun så bedre kunne måle sig med de andre jernbaneselskabers mere sexede maskotter. Mens nogen syntes om ændringerne, var kritikken alligevel så voldsom, at designet måtte ændres.

Ekino

 

Impossible girls

For nogle år siden lavede Toyota Japan ikke mindre end 40 forskellige maskotter til at markedsføre deres hybridversion af Prius. De fleste af bilens dele havde hver deres anime-pige tilknyttet. Åbenbart er dette ikke en udsædvanlig måde at markedsføre produkter på til visse målgrupper.

impossibleGirls.png

impossibleGirlsPrius

Der er dog ikke meget spor af denne kampagne i dag hos Toyota, så måske virkede den ikke helt efter hensigten?

Hvilke maskotter bliver valgt til OL i Tokyo?

Det virker meget passende at slutte af med et kig på de seks finalister i konkurrencen om at blive maskot for OL 2020, der afholdes i Tokyo. Lige i disse dage er skolebørn over hele Japan i gang med at vælge, hvilke af de tre par, der bliver valgt som officielle maskotter for OL og de Paraolympiske Lege. Resultatet bliver offentliggjort til sommer.

2017-12-07-mascot-thumbnail.jpg

GemGemGemGemGemGem