Fredagsfund: Forårsblomsterne er på vej

Lige for tiden bliver fredagsfund til søndagsopsamlinger, for jeg har meget om ørerne. Vi er sidst i januar, og jeg trænger til at se vintergækker, erantis og krokus pible frem af jorden. Det er ikke helt sket her endnu, men en veninde skrev i dag, at de har vintergækker i haven. Indtil videre må forårsvæksterne pible frem i opslaget her, mens jeg venter på at se dem udenfor.

 

Anemone

Kaj Munks sang om den lille anemone var i mange år en af mine yndlingssange. Han beskrivelse af, hvordan forårsblomsten ryster ham ud af vinterens tungsind, er der sikkert mange, som kan genkende. Indtil de blå anemoner igen spejler “himlens flor”, må vi nøjes med billeder. – Måske dette tryk baseret på de oprindelige kobberstik til Flora Danica, som bl.a. kan købes hos Koustrup & Co.

Kunsttryk-blå-anemone-600x600
Foto via Koustrup & Co

 

Vintergæk

Vintergækker virker på den ene side undseelige, og på den anden side, står de og lyser grønt i sne og kold vinterregn. Britiske Charlotte Mudd har fint fanget vintergækkens gævhed i det smukke stof, som hun har designet og sælger i sin etsy-butik. Hvis man ikke selv er så vild med at sy, sælger hun også færdigsyede viskestykker og andet godt.

snowdrops
Foto og design Charlotte Mudd
teatowel
Foto og design Charlotte Mudd

Erantis

Små forårsblomster kræver små og enkle vaser, når man henter dem ind. Denne fine keramikvase lavet af Esther Elisabeth Pedersen er helt perfekt til formålet. Den kan købes online hos unika-k.

vase
Foto via unika-k

 

Hyacint

Hyacinter i alle farver har vi heldigvis allerede i julen, men de fortsætter med at sprede duft og sætte kulør på dagen langt ind i det nye år. Især holder jeg af perlehyacinter og deres utrolige blå farve. Disse håndstrikkede handsker er netop hyacintblå og ser virkeligt skønne ud. Janet Crossley sælger dem i sin etsy-butik.

hyacinthMittens
Foto og design Janet Crossley
Reklamer