Ti år frem

Jeg følger en blog, aspergerinformator, af norske Helene Larsen. Her skriver hun råt og smukt om sit liv med en Asperger diagnose, selvskade, spiseforstyrrelse og tvangsindlæggelse på psykiatriske afdelinger, fordi samfundet har bestemt, hun skal leve, selvom hun helst vil dø.

At tænke ti år frem

I sin post i dag, skriver Helene om at blive udfordret til at tænke ti år frem. Først fremmaler hun et drømmebillede af det idealiserede gode liv med økologi, dyr, børn og mand – det scenarium, man forventes at forstille sig. Den ballon punkterer hun effektivt ved at henvise til sin nuværende situation som tvangsindlagt. Hun gør klart, at hendes situation er utroligt prekær og understreger, at hun slet ikke ved, om hun er der om ti år. Til sidst skriver hun dog alligevel en anden, stadig håbefuld, med knapt så idealiseret, fremtidsvision frem.

MosbergsTiÅrFrem

Helenes overvejelser fik mig i gang med min egen tankerække om den usvigelige sikkerhed, hvormed de fleste af os i den vestlige verden kan projektere os ti år frem i tiden. Som regel med en forestilling om fremskridt og alt det, vi har opnået. Måske er det absurde ikke, at nogen i en prækær situation som Helenes, udfordres til at tænke frem og konfronteres med, hvor svært det er. Måske er det snarere absurd, at alle vi andre bare tager det for givet, hvor let vi kan se os selv som bedre, mere lykkelig og tilfredse lidt længere fremme i tiden?

Priviligeret tænkning

Mit retoriske spørgsmål kan synes underligt. Siger jeg, at alt er håbløst, eller at vi alle bare skal vente på at dø? Nej, langt fra. Jeg er i stedet optaget af de forestillinger, samfundet er fuldt af om vedvarende fremskridt, og den sikkerhed hvormed vi kan tænke og selv frem i tiden som fortjenstfulde mennesker med mål og en naturlig ret til visse privilegier. Jeg ser dette mange steder – også i min egen tænkning.

MosbergsTiårFrem2

Forleden hørte jeg fx en snip af et interview på P1 med et medlem af den danske kulturelite. Manden (som jeg mener var Morten Hessedahl, men jeg er ikke helt sikker), fortalte om, hvordan han for nogle år siden havde siddet til en terapisession og brokket sig over sit liv og de ting, der ikke var endt, som han havde håbet. På et tidspunkt stoppede terapeuten ham så og sagde, “hvad havde du egentlig regnet med?” Et rigtig godt spørgsmål, som netop adresseret en utroligt priviligeret tilgang til livet. Nemlig, at tilværelsen skal forme sig, som (blade, film, bøger og samfundsdebatten lægger op til at) jeg forestiller mig,  hvis ikke bedre. Ellers er det for dårligt. Terapeutens spørgsmål ramte ikke bare manden, der fortalte om det, men også mig. Det borede lige ind i den utilfredshed jeg ofte kan føle over min egen livssituation.

Jeg ser også denne tækning i den måde, som flytninge ofte omtales på i den offentlige debat. Her fremstilles flygtninge som personer, der modsat os selv, skal være evigt taknemmelige for at nøjes med de smuler de kan få i en eller anden lejr i “nærområdet”. Underforstået at vi danskere (af uransaglige årsager) har et særligt privilegium og ret til sikkerhed og fremtid, som disse medmennesker pga. fødested, tro eller kultur ikke har. Det tager jeg som udtryk for, at det ikke kun er de veluddannede og kultureliten, som lever med disse (uerkendte) forestillinger om egne livsprivilegier. Det kan sagtens være at det er forestillinger under pres, hos den del af befolkningen, hvis livssituation er mest prekær, og at netop dette pres giver god grobund for xenofobi, racisme osv.

Hvad så?

Jeg er ikke ude på at kritisere hverken fremtidsdrømme, -visioner eller -håb, og ej heller  den ontologiske sikkerhed, som de fleste af os heldigvis formår at bygge op. Jeg er heller ikke ude på at sige, at vi ikke må være frustrede og utilfredse med ting i vores liv, som vi gerne vil ændre. I stedet tænker jeg, at det er en god ide en gang imellem at stoppe op og stille sig selv to spørgsmål: 1) hvilke privilegier tager jeg for givet i mit liv, 2) hvad er det for forestillinger der gør, at der er ting, som jeg er utilfreds med i mit liv? Nogle gange stammer en del af utilfredsheden og frustrationen måske fra alle de privilegier, som vi kommer til at tage for givet, og som vi kommer til at forstille os bare øges og øges. – Det er værd at tænke over og konfrontere.

MosbergsTiÅrFrem3

Reklamer

At være en familie af introverte

Vi er en familie af introverte, som, på trods af at vi nyder andre menneskers selskab, alle har brug for at kunne trække os tilbage for at lade op og få ny energi. Vi har det godt i vores eget selskab og har også brug for, at vi ikke hele tiden skal afsted til alle mulige ting udenfor hjemmet.  (Min søn er måske undtagelsen: Selvom det trætter ham, hvis vi skal noget hele tiden, trives han allerbedst i selskab med os eller sine venner. Han hænger dog i hverdagen, når han har fri, mest ud med sine venner online.)

MosbergsIntrovert1

Det ekstroverte ideal

Selvom vi er en familie af introverte gik det i foråret op for min mand og mig, at alle de forestillinger vi selv – og mange af dem vi kender – har om, hvad et godt familieliv er, typisk er baseret på ekstroverte personlighedstræk. – Familien der hele tiden hænger aktivt ud sammen, har masser af gæster, tager på ture “out of the house”.  Det hænger nok til dels sammen med, at i de familier, vi selv er en del af, har drivkraften i familielivet været ekstrovert. Og selvom både min mands og mine egne introverte træk er blevet respekteret, da vi var børn, har der alligevel været et klart ekstrovert ideal. Det giver mening, da begge vores mødre er ekstroverte. Det er også tydeligt, at jeg har internaliseret dette ideal, fordi jeg allerede på dette tidspunkt i posten har stor trang til at forklare og understrege, at det jo ikke er sådan, at vi som familie aldrig gør ting sammen. For selvfølgelig gør vi det. Men det indre ekstroverte ideal hvisker altid, at det ikke er nok.

MosbergsIntrovert2

Det gode familieliv med plads til introverte?

I mange år har jeg givet det ekstroverte ideal ret, på trods af at jeg selv og resten af familien tydeligvis har haft behov for med jævne mellemrum at kunne trække os tilbage hver især med vores projekter. Det vil sige, at jeg har følt, at vi aldrig gjorde nok sammen og ofte skammede mig over, at vi var sådan en dårlig familie. Det er først indenfor det sidste års tid, at det er lykkedes mig at vende spørgmålet på hovedet og tage udgangspunkt i, hvad vi hver især har behov for, frem for alle de forestillinger, jeg har bygget op gennem et langt liv ud fra egne erfaringer, film, bøger, osv. Det er en god begyndelse, tænker jeg, men samtidig er min mand og jeg enige om, at vi ikke rigtig har nogle gode rollemodeller for andet end et ekstrovert drevet familieliv. Det rejser spørgsmålet hos mig: Hvad indebærer et sundt og givende familieliv, som også giver plads til familiemedlemmernes introverte træk? Jeg har ikke et fyldestgørende svar på dette endnu. Men jeg er blevet bedre til at respektere både mine egne og resten af familiens behov i stedet for at underkende dem eller føle, at de er forkerte.

MosbergsItrovert3

Hvad tænker du?

Kender du til til gode rollemodeller, inspiration eller har input til disse tanker, hører jeg det meget gerne. For jeg er på udkig efter, om der dog ikke kunne findes nogle gode rollemodeller et sted derude.