Tøj på japansk

I min mors kiste af kamfertræ opbevarede hun, hvad jeg som barn tænkte på som, skatte. Bl.a. lå der en kongeblå kimono, som min mormor havde syet til sig selv og båret til et kostumebal – til min store barnefascination iført en ”ægte paryk”. Kimonoen blev en gang imellem taget frem, og så fik vi lov til andægtigt at tage den på. Måske stammer min fascination af kimonoer fra den gang, hvor de for mig ikke havde meget med Japan at gøre, men derimod med min afdøde mormors fordums pragt.

 

VA3
Træsnit fra Edo perioden af Eishosai Choki via Victoria & Albert

 

Ordet ”kimono” betyder egentlig bare ”tøj” på japansk, og den ankellange dragt med de firkantede ærmer er blevet båret i mange forskellige versioner i Japan siden 700-tallet. I dagens Japan benyttes kimonoer primært ved særlige lejligheder og ceremonier, som fx den årlige festlighed for alle, der fylder 20 år, pigernes og drengenes dag, religiøse højtider og shinto bryllupper. Blandt nogle unge har vintage kimonoer dog fået en renæssance, selvom brugte kimonoer og kimono-jakker stadig mest sælges til vesterlændinge.

 

MosbergsHaori

 

Til hverdag og fest

Mens mange yngre japanere ikke længere ejer en kimono, men lejer en, hvis de har behov for den til en festlig lejlighed, så har de fleste stadig en yukata. Yukataen er en uformel sommerkimono i bomuld, hvilket betyder, at den ikke er nær så dyr som en kimono af silke. Yukataen bruges dels som badekåbe, dels går folk rundt i dem om sommeren, fx hvis de deltager på sommerfestivaller. Andre typer af dagligdags kimono er komon og iro muji. En komon er en kimono med et ensartet mønster over det hele. Den blev anset som en “ud af huset” beklædning, der kunne bruges til daglige ærinder rundt omkring i byen. Også iro (=farve) muji (=enkel), der er helt ensfarvede, hører til ved mere hverdagsagtige lejligheder.

 

VA2
Træsnit fra Edo perioden af Suzuki Harunobu via Victoria & Albert

 

En type af kimono, der ligger mellem det helt hverdagslige og de mere formelle lejligheder, er en houmongi. Ordet betyder ”besøgs-tøj”. Som navnet antyder, blev den båret, når man skulle ud på visitter, hvor der på den ene side var en vis social etikette at tage vare på, men som på den anden side ikke havde en udpræget formel karakter. Der er dog stadig tale om en kimono til en finere lejlighed, og en houmongi blev altså ikke brugt til lige at løbe et ærinde i.

 

VA1
Tryk fra Edo perioden udgivet af Yamamotoya Heikichi via Victoria & Albert

 

Når det gælder kimonoer til formelle lejligheder, bar ugifte og gifter kvinder traditionelt forskellige typer. En tomesode bæres af gifte kvinder og er kun mønstret på den nederste del. En furisode bæres derimod af ugifte kvinder og findes i tre forskellige versioner med længere og længere ærmer. “Furisode” betyder faktisk “svingende ærmer”, og jo længere ærmerne er, des mere formel en lejlighed er kimonoen beregnet til. At dømme ud fra de lange ærmer på trykket ovenfor, bærer den unge kvinde på billedet en furisode.

 

MosbergsKimono

 

Kimono-jakker

En kimono er som regel ankellang, og meget fornemme kimonoer kan endda danne et lille slæb efter bæreren. Kimonoen holdes sammen af en obi, et langt silkeklæde, som bindes kunstfærdigt på ryggen. Det er med andre ord en noget besværlig klædedragt at bære, som kræver en vis viden om, hvordan obien skal bindes. Derfor er de typer af kimonoer, som er mest anvendelige til hverdagsbrug i vesten, faktisk ikke kimonoer, men kimono-jakker. En haori er en kortere jakke, der traditionelt bæres over en kimono og obi. En michiyuki er en længere jakke og har været anvendt som en reel overfrakke, man kunne tage på, hvis det regnede eller var koldt.

 

MosbergsHaori

(De skønne træsnit stammer fra Victoria & Albert Museums store samling af ukiyo-e.)

GemGem

Reklamer

Fredagsfund: Lille, mindre, micro

Jeg er stadig ikke færdig med Japan, og i denne uge fokuserer fredagsfund på et fænomen, der på japansk kaldes “kyosho jutaku“. Det er meget små boliger, som i Japan kan findes i såvel tætbebyggede storbyer, som i mindre byer og landsbyer. Vi stødte selv på flere af slagsen under vores besøg i Tokyo, og alene størrelsen gør dem fascinerende. Det at bygge bittesmå hjem er blevet lidt af en japansk specialitet, og mange af disse bygninger er også spændende rent arkitektonisk.

Der er flere grunde til, at der bliver bygget flere og flere små beboelseshuse i Japan. For det første kan det være svært at finde ledige grunde. For det andet er grundpriserne virkeligt høje, og derfor udstykkes de ofte i mange små stykker. For det tredje er det normalt i Japan, at huse bygget i nyere tid rives ned efter 15-30 år og erstattes af nye. (Dette sidste er et komplekst fænomen, som man kan læse mere om i denne rapport af Richard Koo og Masaya Sasika).

 

Nishizawa bygningen

Grunden er bare 4×8 meter, men det var nok til at arkitekten Ryue Nishizawa kunne skabe en spændende kombineret bolig og kontor til et par skribenter, som ønskede at bo midt i byen. For at sikre masser af lys består facaden af glas, mens privatlivet er sikret med grønne planter og sågar et gardin.

Nishizawa
Foto af Iwan Baan

 

indoors
Foto af Iwan Baan

 

plants
Foto af Iwan Baan

 

Lucky Drops

Ingen grund er tilsyneladende for smal, til at en japansk arkitekt kan bygge en fascinerende bolig der. I dette tilfælde er grunden lidt over tre meter bred men snævrer ind i en slags trapezform til bare 0,8 meter. Til gengæld er grunden 29 meter lang. Her har Atelier Tekuto bygget et hus, der ligner en dråbeformet rispapirslampe. Jeg kunne godt tænkte mig at se huset møbleret, hvis det i det hele taget er muligt, men det har jeg desværre ikke kunnet finde nogen billeder af.

drops1.jpg
Foto Makoto Yoshida

 

drops2.jpg
Foto Makoto Yoshida

 

drops3.jpg
Foto Makoto Yoshida

 

Shinjuku small

Junpei Nousaku Architects har tegnet denne smukke bolig, som ligger i Tokyo. Her udnyttes husets langside med glasfacader, for at indfange så meget sollys som muligt. Opholdsrummet har en imponerende højde, mens mere private funktioner som soveværelse og bad er gemt væk i kasser over flere etager.

shinjuku011.jpg
Foto via Junpei Nousaku Architects

 

shinjuku1
Foto via Junpei Nousaku Architects

 

3居間低
Foto via Junpei Nousaku Architects

 

Syv niveauer på to etager

Det sidste hus, tegnet af Tato Architects, er ikke stort efter dansk målestok, men det er heller ikke et rigtigt kyosho jutaku. Når jeg alligevel har det med, er det fordi, det er smukt og udfordrer ideer om, hvordan et hjem skal være. Der er nemlig ikke mange skillevægge i huset, fordi familien ønskede mærke hinandens nærvær, lige meget hvor de opholdt sig. For alligevel at sikre mulighed for privatliv og for at skabe et spændende rum, er der i stedet bygget syv niveauer, som spænder over to etager.

yo-shimada-house-miyamoto-designboom-02
Foto Shinkenchiku Sha

 

yo-shimada-house-miyamoto-designboom-07

 

yo-shimada-house-miyamoto-designboom-05

Tokyo mon amour

Siden vores hjemkomst fra Tokyo sidste søndags, har jeg gået og tænkt over, hvad det er, der gør, at jeg er faldet så helt og aldeles for byen – og via den Japan. For det er jeg. Allerede i flyveren hjem, ville jeg bare tilbage igen. Det er mere end det skønne ved at have ferie og tilbringe vinterdage i solskin. Kort og godt føler jeg mig på en mærkelig måde både hjemme og helt aldeles fremmed. Sådan havde jeg det også første gang, jeg var i Tokyo for ti år siden, og sådan har jeg ikke haft det med andre steder.

 

BlossomsTokyoMosbergs

 

Det dobbelttydiges by

Når jeg prøver at sætte ord på, lyder det hurtigt som klicheer. Andre har sagt lignende ting før, men smukkere, bedre og med større indsigt. Ikke mindst Kristian Ditlev Jensen, hvis fine, lille bog Røde kager og grøn te, jeg havde med mig på rejsen og læste med stor glæde. Jeg vender tilbage til de to modsatrettede følelser af stor genkendelse og absolut fremmehed. – Er det ikke i bund og grund de to ting, der altid er til stede, når man forelsker sig i nogen eller noget? At genstanden for følelserne på den ene side er relaterbar og genkendelige, men på den anden side samtidig rummer mysterier, som man kun kan håbe på at afdække med tiden?

 

TokyoSculptureMosbergs

 

Samtidig er Tokyo og Japan også selv fuld af paradokser og kontraster. Larmende pop over for meditativ enkelhed, filosofisk eftertanke over for historisk grusomhed, traditionsrig skønhed over for plasticskrammel, regelrethed over for frivolitet. Alt sammen kontraster, der skaber og afbalancerer hinanden.

 

Rum og regler

Japanere bliver ofte omtalt som reserverede, sky eller som nedladende over for fremmede. (På den måde minder de måske om danskere, selvom danskere aldrig bliver hverken lige så disciplinerede eller høflige.) Det lyder måske umiddelbart utiltalende, men for mig er den en medvirkende faktor til, at jeg føler mig godt tilpas og hjemme. Dels overvældes man ikke af mennesker, som vil tale med en eller røre ved en, fordi man er en eksotisk fremmed – det sidste ville nok aldrig falde en Japaner ind, men sker i mange andre asiatiske lande. Dels er japanere gode til at fortælle fremmede, hvad det er, man forventer af dem. Fordi man i Japan hænger sig i etikette, og i hvordan folk opfører sig, er det offentlige rum også fyldt med anvisninger for uvidende udlændinge. – Ikke mindst i metroen. Dette kan måske virke lidt rigidt og pertentlig, men jeg synes også, at det kan ses som udtryk for respekt og omsorgsfuldhed. Hvor mærkeligt det end lyder, så føler jeg mig i hvert fald godt tilpas i dette afmærkede spillerum – måske også i bevidstheden om, at jeg som fremmed ikke forventes at kende alle reglerne.

 

TokyoPosterMosbergs

 

Det skønne

Mere end alt andet, tiltrækker den særlige japanske æstetik, og hele filosofien bag, mig til landet. Det er de uforståelige, men fascinerende tegn. Det er madens smag og anretning. Det er kimonoens silke, tatamimåttens enkelhed. Det er den kærlighed og respekt, hvormed dygtige kunsthåndværkere stadig opretholder og udøver traditionelle håndværk som pottemageri, lakering af æsker eller farvning med indigo. Selvom Japan som alle andre steder bugner af masseproduceret plastic, er det også gennemsyret af disse andre genstande, der ikke bare er ting, men repræsenterer en lang historie og tradition.

 

GuardhouseImperialPalaceMosbergs

 

またね

Min tiltrækning af Tokyo ligger i summen af mange små og store ting, i foreningen af modsætninger, og i hvordan jeg er i stand til at være der. Det handler om æstetik, filosofi, men også om gement forbrug, og om den måde, livet flyder på. Dermed handler det også om at være turist, hvor nødig jeg end vil indrømme det. At jeg har et lille tidsrum, hvor tiden tilhører mig og min familie. At jeg kommer og tager væk igen, inden det bliver rigtig hverdag. Det skal dog ikke forklejne, at byen og landet har ramt mig i hjertet, og jeg glæder mig allerede til at komme tilbage igen. – Og igen.

 

TokyoMosbergs

 

 

Fredagsfund: Maskot maskot

Japan og Tokyo kører stadig rundt i kroppen på mig, og temaet for denne uges fredagsfund er japanske maskotter. I Japan er der en stor kærlighed til alt, der er nuttet (kawaii), og man bruger det nuttede i stort set alle sammenhænge. Alle, lige fra politiet til jernbaneselskabet, har selvfølgelig en kær maskot.

 

Pipo-kun

Tokyo Politis maskot hedder Pipo-kun og er en sød lille fyr med en antenne på hovedet.

antena

Han er en ældre herre, der fejrede 30 års jubilæum sidste år. Ifølge Japan Info kommer hans navn af de engelske ord for “folk” og “politi”, og han blev skabt for at give Tokyos politistyrke et mere venligt ansigt.

pipofamily

 

Michika Ekino

Tokyo Metros maskot, Michica Ekino, er af nyere dato og blev skabt i 2013 som et led i selskabets sociale mediestrategi. Måske derfor er hun ikke så tydelig på Tokyo Metros hjemeside, men har i stedet sin egen Facebook-side.

Michika

 

Sin unge alder til trods har Ekino ikke desto mindre allerede ført til en del kontroverser. Hun blev nemlig redesignet fra sit oprindelige lidt buttede og konservative udseende, til et mere regulært ainime-look. Man mente, at hun så bedre kunne måle sig med de andre jernbaneselskabers mere sexede maskotter. Mens nogen syntes om ændringerne, var kritikken alligevel så voldsom, at designet måtte ændres.

Ekino

 

Impossible girls

For nogle år siden lavede Toyota Japan ikke mindre end 40 forskellige maskotter til at markedsføre deres hybridversion af Prius. De fleste af bilens dele havde hver deres anime-pige tilknyttet. Åbenbart er dette ikke en udsædvanlig måde at markedsføre produkter på til visse målgrupper.

impossibleGirls.png

impossibleGirlsPrius

Der er dog ikke meget spor af denne kampagne i dag hos Toyota, så måske virkede den ikke helt efter hensigten?

Hvilke maskotter bliver valgt til OL i Tokyo?

Det virker meget passende at slutte af med et kig på de seks finalister i konkurrencen om at blive maskot for OL 2020, der afholdes i Tokyo. Lige i disse dage er skolebørn over hele Japan i gang med at vælge, hvilke af de tre par, der bliver valgt som officielle maskotter for OL og de Paraolympiske Lege. Resultatet bliver offentliggjort til sommer.

2017-12-07-mascot-thumbnail.jpg

GemGemGemGemGemGem

Rejsehaikus

Vores besøg i Tokyo er ved at være til ende. Om lidt vender vi hjemad fulde af indtryk og oplevelser. Undervejs på turen har hele familien komponeret haikus hver dag, som handler om de nu’er, vi har erfaret. Her kommer et lille udvalg af dem.

 

10.02.18

bord med varme i

nu er vi i Tokyo

kotatsu er hot

 

11.02.18

blommetræ i blomst

foran Tokyo Skytree

Godzilla gumler

 

12.02.18

Ginza Line snurrer

pandaer og Pokemon

turister i sol

 

13.02.18

piger med sløjfer

Harajuku lyder højt

gråspurvene ler

 

14.02.18

Asimo hopper

vi spiser jorden som is

det er fremtiden

 

15.02.18

grønt løv undrer os

paladshaven er et syn

selv i februar

 

16.02.18

røde lanterner

løven danser året ind

i Yokohama

Tokyo til februar

Jeg har længe drømt om at gense Tokyo – hvor jeg har været en  gang før – sammen med mand og børn. Det er en by, der på én gang er genkendelig, utrolig fremmed og altid fascinerende. Der er syret popkultur for fuld skrue og neddæmpet tradition side om side i den hektiske, men velorganiseret millionby. Vi har talt om at tage afsted i flere år, og nu har vi så endelig købt flybilletter og booket en airbnb! Vi skal tilbringe vinterferien i Tokyo, og jeg glæder mig rigtig meget. Vi forbereder os ved at læse højt af Asger Røjles Seikatsu: Japansk hverdagsliv. Der er dog også andre kilder til inspiration, som ikke alle er faktabaserede.

Totoro og pokemon

For børnene stammer kendskabet til Japan fra Hayao Miyazaki uovertrufne film. Faktisk var datteren ikke særlig glad for at se film, da hun var lille – det er hun stadig ikke, men Miyazakis tegnefilm har vi set mange gange. Særligt Min nabo Totoro og Ponyo på klippen ved havet. Efter min mening er Min nabo Totoro en af de bedste børnefilm, der er lavet. Den handler om et par søstre, som sammen håndterer en flytning til et nyt sted og deres mors alvorlige sygdom. De får hjælp af deres fantasi, eller en venligtsindet, lokal naturånd, alt efter hvordan man nu tolker filmen. I modsætning til Disneyfilm, som  tegner persongalleriet absolut ondt og godt, og desuden følger en en meget stejl spændingskurve med voldsomme klimaks, virker Miyazakis film på en anden måde. Dels er persongalleriet meget mere dobbelttydigt og karakterer er sjældent bare onde eller gode. Dels sker der nok virkeligt alvorlige ting, men der bygges på til dem på en anden måde end i en typisk Disneyfilm. Børnene og jeg er stadig store Miyaki-fans.

 

Pokemon serien er også blevet set af både søn og datter igen og igen, ligesom vi alle spiller Pokemon Go mere eller mindre dedikeret. Der er blevet opfundet og tegnet pokemons, leget pokemon-jagt, -træning og -kamp, samt samlet på kort. Serien blander teknologi, natur og nuttethed på en måde, der appellerer bredt og ikke er henvendt enten til piger eller drenge. Jeg kan godt blive træt af de lidt anstrengende pigestemmer, men sådan skal piger nu en gang lyde i japansk pop-kultur. Ret overspændte og absolut kære.

Jeg har op til vores tur ledt efter gode børnebøger til 11-årige om Japan, men det er mest manga, jeg har fundet, og det har ikke vakt begejstring hos ungerne. Anbefalinger modtages gerne.

 

Magisk realisme og kogekunst

Husbonden og jeg selv læser også japansk fiktion, og vi er begge, som så mange andre danskere, meget begejstrede for Haruki Murakami. Senest tilbragte jeg et par dage i sofaen med at lytte til En vild fårejagt, mens jeg reparerede og tilpassede gammelt dukketøj til mine dukker. Det var en skøn måde at slappe helt af på i juleferien. Jeg har desuden haft den store oplevelse at høre ham læse op af egne værker på japansk, da han modtog H.C Andersen Literature Award i 2016.Jeg forstår ikke et ord japansk, men det gjorde stadig stort indtryk, og blev oversat af Mette Holm. Bl.a. gik det op for mig, at der findes mange lydord på japansk. Når det på dansk hed “knagede”, læste han i stedet en serie lyde op, der lød som knagen. Det samme gjaldt andre lydorienterede udtryk som “klapren”, “knirken” osv.

IMG_3108

 

Lige nu er jeg også meget optaget af en fantastisk bog af Frederik Jensen Wabi sabi: En rejse i det japanske køkken. Det er bog, der beskriver hans oplevelser i forskellige japanske restaurantkøkkener, som han arbejder sig igennem, for at lære Japansk kogekunst fra bunden. Spækket med spændende beretninger, flotte billeder og opskrifter, giver bogen mig endnu mere lyst til at udforske det japanske køkken. Mit kendskab lige nu begrænser sig mest til sushi, ramen og yakitori. Om jeg ligefrem har mod på at kaste mig over bogens opskrifter ved jeg ikke. Dels har jeg ikke store forhåbninger til, at familien vil kunne lide dem. Dels indeholder de næsten alle særlige japanske ingredienser. Men når han skriver om dashi, får jeg lyst til at lave denne umamimættede fond, der kogt på tang og røgede tunflager.

Wabi-Sabi

Inspiration: kintsugi

Jeg er en stor fan af Japan og finder megen inspiration i japansk design, kunst, populærkultur og livsfilosofi.

Kintsugi eller Kintsukuroi (gylden reparation) er en traditionel japansk reparationsteknik, som efter sigende er mindst 500 år gammel. Når et stykke porcelæn eller keramik går i stykker, reparer man det med guldstøv og lak i en langsom genoprettelsesproces. I stedet for smide det brudte ud eller skjule skaden, så fremhæver man altså sporene på en måde, der tilføjer genstanden et nyt udseende og yderligere værdi.

kintsugi-bowls-3
En traditionel kintsugi reparation, foto af Dave Pike fra http://www.kintugi.com

 

Billedet øverst er et eksempel på, at man kan bruge kintsugi-teknikker på andet end vaser og skåle. Her er vægfliserne på den parisiske restaurant Anahi repareret med “guld” (billede fra Yatzer.com). For mig er kintsugi-teknikken er god påmindelse om at bevare frem for at kassere, og ikke mindst at skønne på tings historie med alle de skader og spor, tiden efterlader.

Men inspiration fra bloggen a cozy kitchen har jeg selv foretaget en (uægte) kintsugi reparation. En skøn Donna Wilson tallerken, som jeg havde fået af en kær ven, var gået i stykker. Jeg kunne ikke skille mig af med den, og det var oplagt at give den en kintsugi behandling. Nu hænger tallerkenen på min væg og minder mig om et stærkt venskab og at livet er forgængeligt, men utrolig skønt.