Køkkendrømme og bæredygtighed II

I går skrev jeg om mit luksusproblem med et køkken, jeg ikke var vild med, men som ikke trængte til udskiftning på nogen måde. I stedet for at rive det ned og installere et nyt, som man jo ofte gør, endte vi med at ændre de bestående elementer, så køkkenet nu har meget mere personlighed og er blevet mere rustikt.

Som man kan se af før og efter billedet øverst, så bestemte vi os for at pudse lågerne af og give dem mat lak, så det naturlige træ træder mere frem. Meget af pudsningen er gjort i hånden, og det efterlader mærker og streger, som en maskine ikke gør. Her bruger vi det som et æstetisk greb. Ligeledes ville jeg gerne udskifte de lange greb med en smedejernsknop, men det efterlod et hul i lågen, som det ville være umuligt at dække. I stedet for at forsøge at skjule dette hul, blev løsningen på bedste kintsugi-vis at fylde hullet med mat metal og gøre en dyd ud af disse spor. Jeg elsker, hvordan det ser ud og er stolt af ideen og min dygtige mand, som har gjort arbejdet med loddekolben.

Vi har endnu ikke udskiftet bordpladen, sat ny bagbeklædning op mellem køkkenbordet og overskabene eller malet vægge og andet træværk. Men bordplader bliver noget af det eneste nye, som vi investerer i – ud over nye knopper og knager, armatur (som skal udskiftes, fordi det er utæt) samt maling. Jeg drømmer om lækker linoleum på køkkenbordet, men de fleste (også min svoger, som er gulvmand, og derfor ekspert), siger at det er en dårlig ide. Vi lander nok i stedet på en laminatbordplade, men har svært ved at bestemme os for, om den skal være mørk eller lys. Lige nu har vi kig på en betonmønstret Ekebacken fra IKEA.

Reklamer

Køkkendrømme og bæredygtighed I

Vi bor i det skønneste hus med en dejlige have en lille by ved havet. Det er en fantastisk ramme for vores liv. En af de ting, jeg dog har drømt om at ændre, siden vi flyttede ind, er køkkenet. Ikke fordi det ikke fungerer fint, men simpelthen pga. udseendet. Med andre ord et rent og skært første verdens luksusproblem, som det ikke var værd at bruge energi og penge på. Det ville være rent spild at kassere et udemærket køkken – det føltes forkert.

IMG_2837

Som den æstet og indretningsfreak, jeg er, har jeg alligevel gået og funderet og drømt. For det første brød jeg mig meget lidt om de blanke, mørke og rødbrune låger med de lange, stålfarvede greb. Jeg var heller ikke vild med den liste, der sad ved køkkenbordet, eller køkkenbordets brune forkant.

Efter forskellige blindgyder og omveje (ja, vi var også i IKEA, men heldigvis kunne vi ikke få et nyt køkken til at passe ind ift. køkkenets mål), fandt jeg på en god måde at bruge det bestående køkken og ændre de dele, som jeg ikke var så glad for. Særligt har den japanske kintsugi teknik (som jeg skrev om i går) inspireret til at arbejde med det uperfekte og gøre en dyd ud af slid og af tidens spor.

Nederst ses første moodboard, som jeg udarbejdede sidste år, inden vi for alvor gik i gang med det endnu ufærdige projekt. Som sagt er vi endnu ikke færdig, og det er heller ikke alle elementer, som vi er endt med at holde fast i. I morgen viser jeg, hvad vi indtil videre har gjort.

Skærmbillede 2017-06-18 kl. 16.26.05

 

GemGem

Inspiration: kintsugi

Jeg er en stor fan af Japan og finder megen inspiration i japansk design, kunst, populærkultur og livsfilosofi.

Kintsugi eller Kintsukuroi (gylden reparation) er en traditionel japansk reparationsteknik, som efter sigende er mindst 500 år gammel. Når et stykke porcelæn eller keramik går i stykker, reparer man det med guldstøv og lak i en langsom genoprettelsesproces. I stedet for smide det brudte ud eller skjule skaden, så fremhæver man altså sporene på en måde, der tilføjer genstanden et nyt udseende og yderligere værdi.

kintsugi-bowls-3
En traditionel kintsugi reparation, foto af Dave Pike fra http://www.kintugi.com

 

Billedet øverst er et eksempel på, at man kan bruge kintsugi-teknikker på andet end vaser og skåle. Her er vægfliserne på den parisiske restaurant Anahi repareret med “guld” (billede fra Yatzer.com). For mig er kintsugi-teknikken er god påmindelse om at bevare frem for at kassere, og ikke mindst at skønne på tings historie med alle de skader og spor, tiden efterlader.

Men inspiration fra bloggen a cozy kitchen har jeg selv foretaget en (uægte) kintsugi reparation. En skøn Donna Wilson tallerken, som jeg havde fået af en kær ven, var gået i stykker. Jeg kunne ikke skille mig af med den, og det var oplagt at give den en kintsugi behandling. Nu hænger tallerkenen på min væg og minder mig om et stærkt venskab og at livet er forgængeligt, men utrolig skønt.